Her placerer Skat hundredevis af arbejdspladser i Jylland og på Fyn
Skat har fordelt 300 arbejdspladser på seks byer - de fem i Jylland.
Fem jyske og en fynsk by kan se frem til at få nye arbejdspladser som følge af udflytningsplanerne hos Skat.
Det er anden del af udflytningsplanerne, der nu føres ud i livet med ansættelse af 300 nye medarbejdere fordelt i Thisted, Grenaa, Tønder, Herning, Ringkøbing og Middelfart.
De nye medarbejdere skal styrke Skats inddrivelse af gæld, men udflytningen skal også styrke lokalområderne.
»Det er en af hovedprioriterne for regeringen at sikre udvikling i hele landet. Samtidig er det afgørende, at vi får rettet op på inddrivelsen af gæld. Det er et område, som er hårdt ramt i øjeblikket. Nu sætter vi gang i en oprustning på det område,« lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Første del af udflytningen omfattede 275 eksisterende arbejdspladser, som flyttes fra hovedstadsområdet til andre egne af landet.
De nye arbejdspladser fordeles således:
- Thisted: 60
- Grenaa: 40
- Tønder: 50
- Herning: 50
- Ringkøbing: 50
- Middelfart: 50
Herning og Ringkøbing kommer dermed samlet op på 90 arbejdspladser, fordi de to byer hver får 40 job, som flyttes fra hovedstaden. Udflytningen skal gennemføres over to år.
Ifølge pressemeddelelsen fra Skat er byerne valgt, fordi det har været muligt at udnytte ledige kontorpladser i nuværende bygninger.
Karsten Lauritzen kalder udflytningsplanerne for "danmarkshistoriens største udflytning".
»Men i regeringen vil vi blive ved med at styrke udviklingen i hele landet, og senere i år fremlægger vi en plan med netop det formål,« siger Karsten Lauritzen.



