Fortsæt til indhold

Nyt jysk varehus sætter fart på Ikea

Omsætningen i Aarhus er steget med 18 pct. det seneste år for den svenske møbelgigant. Samtidig har koncernen måttet ansætte 80 ekstra medarbejdere for at kunne følge med.

Erhverv

Et hastigt voksende salg i Aarhus sender millioner direkte ned i Ikeas pengekasse. Det danske selskab i den svenske storkoncern melder nemlig om en markant vækst i omsætningen, efter at den i fjor indviede et ny varehus i Aarhus-forstaden Skejby.

Ikea Danmark har netop præsenteret årsregnskab, som viser en samlet vækst på 8 pct. for alle aktiviteter - med fem varehuse i Gentofte, Taastrup, Odense, Aalborg og Aarhus.

For Aarhus alene er væksten i omsætningen på 18 pct. Adm. direktør Dennis Balslev, Ikea Danmark, er klar i mælet om det resultat:

»Aarhus vokser mere end de andre af vores forretninger. Dermed har satsningen på det nye varehus været helt rigtig. Det er for alvor ved at vinde fodfæste i hele regionen.«

Travlheden har betydet, at der i Aarhus er ansat 80 nye medarbejdere det seneste år. Samtidig er der taget 1.200 nye parkeringspladser i brug.

»Tidligere havde vi et lille varehus med en elendig parkering, og nu har vi et kæmpevarehuse med masser af parkering. Aarhus er med et meget større sortiment blevet et yderst vigtigt varehus, der trækker i hele oplandet. Vi er meget tilfredse, og projektet har vist sig at være den mest ideelle måde at bygge på,« mener Dennis Balslev.

Ikea Danmark har nu 2.343 ansatte.

Det samlede danske marked for afsætning af møbler er fladt ifølge brancheorganisationen Dansk Detail. Men organisationens direktør, Jens Birkeholm, melder alligevel om vækst i netop Aarhus.

»Der er store geografiske forskelle i udviklingen, men vi kan se, at stigende boligpriser i bl.a. Aarhus skaber øget aktivitet i møbelhandlen,« siger Jens Birkeholm.

Hos Ikea Danmark betyder det nye årsresultat, at langt de fleste af de 2.300 danske medarbejdere får bonus. For en dels vedkommende svarende til en månedsløn. Bonus udregnes efter en række parametre i de enkelte forretningsområder.

Og for varehuset i Aarhus lyder det i årsberetningen, at især omkostningsstyringen er den primære årsag til, at alle medarbejdere i Aarhus får udbetalt bonus for 2014/15.

Artiklens emner
Dansk Detail
Ikea