12 fotografier der indkapsler 2015
Her er erhvervsåret 2015 som det så ud i fotografernes linser. Bladr gennem årets store begivenheder.
Har du glemt årets store begivenheder? Lad Finans tage dig på en lyntur tilbage i kalenderen - måned for måned:
JANUAR
I årets første måned chokerede den schweiziske centralbank den finansielle verden ved at fjerne sit valutaloft. Beslutningen havde også en effekt i Danmark. Ikke mindst for Saxo Bank, her repræsenteret ved medstifteren Lars Seier Christensen, der kan have tabt et trecifret millionbeløb på den voldsomme uro.
---
FEBRUAR
Det var i februar, at Lego-direktør, Jørgen Vig Knudstorp, overraskede pressen og sang strofer fra sangen ”Everything Is Awesome”. Sangen skulle tydeliggøre Knudstorps tilfredshed med årsregnskabet for 2014. Du kan se Lego-bossen danse i videoen her.
---
MARTS
Nationalbankdirektør Lars Rohde kom i spotlyset i foråret, da den danske krone kom under pres. Udenlandske investorer forsøgte at tvinge Nationalbanken til at opgive fastkursen. Men forsøget blev afvist.
---
APRIL
Det overraskede mange, at den såkaldte kronprins i Novo Nordisk, Kåre Schultz, i april valgte at sige op. Forklaringen lød på, at Schultz følte sig forbigået i en magtkamp. Han fik dog senere på året oprejsning som administrerende direktør for medicinalfirmaet Lundbeck.
---
MAJ
Han var karismatisk, læderjakkebærende og motorcykelkørende og kom som et frisk pust, da han tiltrådte, men Yanis Varoufakis fik ikke mindst i maj sin sag for, da den græske krise truede med at sende Grækenland ud af euroen. Han gik i juli af som finansminister, inden grækernes skæbne var helt afgjort.
Det græske parlament lavede senere reformer, der tilfredsstillede Grækenlands kreditorer.
---
JUNI
18. juni var der folketingsvalg, og alle politikerne kæmpede om pressen og befolkningens opmærksomhed, men det var en - indtil da - ukendt virksomhedsejer, der ufrivilligt fik den største hovedrolle i valgkampen.
Lars Løkke brugte en historie fra direktør Morten Broager i valgkampens første dage. Panorama-direktøren havde udtalt, at han havde ansatte, som sagde op, fordi det bedre kunne betale sig at være på kontanthjælp. Det fik pressen til at jagte direktøren for at få ham til at validere og dokumentere påstanden.
---
JULI
På fotografiet fremstår hun måske ufarlig, men sådan betragter flere af klodens multinationale virksomheder ikke danskeren.
Margrethe Vestager tiltrådte i 2014 som EU’s konkurrencekommissær, men det var i 2015, at hun for alvor begyndte at trække overskrifter.
Både chipproducenten Qualcomm, burgerkæden McDonalds, europæiske telegiganter, Google og firmaer som Fiat, Apple, Amazon og Starbucks er inde på den tidligere ministers radar.
---
AUGUST
Tidligere skatteminister Benny Engelbrecht (S) havde sine ting at se til i året første halvdel, men også hans efterfølger, Karsten Lauritzen (V), fik noget at rive i.
Deres ansvarsområde Skat udviklede sig til årets prygelknabe for flere forskellige fadæser, men størst af alle var den omfattende internationale svindel, der lod flere milliarder glide ud af statskassen. Forstå den omfattende svindel på to minutter - eller dyk ned i flere aspekter om ”Svindelsagen for Milliarder”.
---
SEPTEMBER
En lang sag fik i september en foreløbig afslutning, da Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup blev idømt fængselsstraf. Parken Sport & Entertainment blev tilbage i 2010 meldt tii Finanstilsynet for kursmanipulation. Dommene er anket til Landsretten.
---
OKTOBER
Hvis du er i tvivl, så er dette et billede af en presset mand. Nu tidligere direktør for Volkswagen, Martin Winterkorn, måtte først beklage firmaets fiflerier med dieselmotorers snydesoftware - derefter mistede han sit job, alle sine bestyrelsesposter og fik tilmed en anklage for bedrageri på halsen som direkte resultat af en af årets største skandaler.
---
NOVEMBER
Flyselskabet Emirates satte i slutningen af året den store dobbeltdækker A380 ind på en fast rute fra Københavns Lufthavn. Her opfordrer topchef Tim Clark på et pressemøde danskerne til at sige goddag til den nye kæmpe.
---
DECEMBER
Advokat Johan Schlüter stillede sidste år op til fotografering for at tilkendegive sin utilfredshed med en fransk domstols afgørelse imod ham. Men i år dukkede der mange flere dokumenter op, som den kendte advokat sikkert også havde lyst til at rive i stykker.
Et firma, der havde Schülter som medejer, er blevet beskyldt for omfattende millionsnyd med danske rettighedshaveres penge. Det satte gang i en større skandale, som blandt andet endte med, at advokatfirmaet Johan Schlüter Advokatfirma måtte lukke, og i december blev Schlüter erklæret personlig konkurs.
Du kan holde dig opdateret døgnet rundt med en af vores håndskrevne briefings - eller det daglige digitale magasin Update, der udkommer alle hverdage kl. 19.00.

