Fortsæt til indhold

Arla bekræfter: Sætter Rynkeby til salg

Arla har besluttet at sælge datterselskabet Rynkeby Foods, som producerer juice og saft.

Erhverv

Torsdag formiddag bød på en saftig nyhed. Arlas Foods meddelte, at man officielt sætter juice- og saftproducenten Rynkeby til salg.

Beslutningen er blevet til efter fire måneders analyse af datterselskabets potentiale. Rygterne har svirret i månedsvis, og Finans kunne således allerede i august erfare, at der var et salg på vej.

For at fokusere på kerneforretningen har Arla gennem de seneste to årtier frasolgt datterselskaber, som ikke har nogen direkte tilknytning til produktionen af mejeriprodukter.

»Rynkeby er det sidste tilbageværende datterselskab i Arla, som ikke er knyttet til mælk, og Rynkeby vil efter vores vurdering være bedre tjent med en ny ejer, der kan videreføre udviklingen af virksomheden og forretningen," siger vicedirektør i Arla Foods, Povl Krogsgaard.

Efter finanskrisen dykkede omsætningen i Rynkeby markant, men siden er det lykkedes for Rynkeby både at øge salget og at tjene flere penge på bundlinjen. I fjor havde Rynkeby sit bedste omsætningsår nogensinde, mens man på bundlinjen landede det bedste resultat siden 2010.

»Vi har i denne uge kontaktet potentielle nye ejere og vil nu forsøge at finde frem til den rigtige køber og det bedste tilbud. Vi forventer, at processen vil være afsluttet ved udgangen af andet kvartal næste år,« siger Povl Krogsgaard.

Der står dermed ingen navngiven køber på spring, men midt i oktober lød rygterne, at Arla forhandlede med Coca-Cola om overtagelsen. Det afviste Arla blankt.

»Vi er ikke i gang med konkrete forhandlinger med nogen virksomheder. Dermed er det også sagt, at det er faktuelt forkert, at der har været afholdt forhandlingsmøder mellem Coca-Cola og Arla på dette tidspunkt,« sagde pressechef Theis Brøgger dengang.

Rynkeby er Nordens største juice- og saftproducent med en årlig produktion på mere end 150 mio. liter til forbrugerne i Danmark og Sverige. Virksomheden blev grundlagt i 1934 og har været under Arla Foods' ejerskab siden 1998.

Artiklens emner
Rynkeby Foods
Arla Foods