Lokalrival holdt på skadet kundes formue alt for længe
Det tog over to uger at overføre en ung, trafikskadet kundes formue fra Spar Nord til lokalkonkurrenten Nordjyske - men den går ikke, lyder det i en ny afgørelse.
Der må ikke gå mere end to uger fra en bank beder en anden bank om at overføre en kundes penge, før det rent faktisk sker.
Men det skete i starten af året mellem de to lokalkonkurrenter Spar Nord og Nordjyske, der i store dele af 2014 kæmpede en bitter kamp om at overtage Nørresundby Bank.
Sådan lyder det i en ny sag, Pengeinstitutankenævnet har behandlet.
Derfor skal Spar Nord nu erstatte det tab, kunden led ved at investeringer, der skulle foretages for pengene, skete senere end planlagt. Ankenævnet har samtidig valgt, at dommen skal offentliggøres i årsberetningen, hvilket betyder, at man anser den for at have principiel betydning.
Den yngre mand, der havde fået pengene som erstatning for et trafikuheld, havde henholdsvis 750.000 kr. stående i Nordjyske og 1,25 mio. kr. i Spar Nord. Afkastet på formuen blev brugt til at supplere en pension.
På et møde 9. januar i Nordjyske aftalte kunden - der på grund af men fra ulykken fik hjælp på mødet af sin mor - og banken, at pengene fra begge bankkonti fremover skulle investeres via Nordjyske.
Da Spar Nord d. 15. januar fik samme besked, tog man fat i Nordjyske, fordi pengene stod på en kreditorbeskyttet konto. Den henvendelse blev dog klaret samme dag - og herefter gik der så 11 arbejdsdage, inden pengene d. 30 januar blev overført.
Forsinkelsen betød dermed ifølge kunden, at den investering, der skulle foretages, blev ca. 65.000 kr. dyrere. Spar Nord derimod har argumenteret med, at der ikke er noget tab, før investeringen er afviklet.
Spar Nord oplyser til Finans, at man efter afgørelsen anerkender, at banken på grund af en fejl var for langsomme til at overføre pengene. Banken vil derfor betale kompensation, når man har fået dokumentation for, at investeringen blev dyrere.
Erstatningen er dog af ankenævnet begrænset til investeringen af den del af formuen, som rent faktisk stod på Spar Nords-kontoen. Ankenævnet afgørelse betyder også, at erstatningen skal opgøres som hvis handlerne var sket d. 26 januar. Præcis hvordan, nævnet kommer frem til den dato, står ikke klart.


