Hash-aktier i canadisk optursrus
Magtskiftet i Canada har fyret op under nye forhåbninger.
Det canadiske selskab Aphria Inc. har over de seneste uger oplevet et vildt kursridt efter det canadiske jordskredsvalg i oktober.
Det skyldes udsigten til en mere lempelig lovgivning om cannabis.
Det canadiske selskab Aphria producerer cannabis (hash) til medicinsk brug, som sælges online. Den 20. oktober blev det klart af det canadisk valg resulterede i en jordskredssejr til Justin Trudeaus Liberal parti, som fik 188 sæder ud af 338 mulige. Dermed blev en årelang konservativ canadisk politisk dominans brudt.
Aphria-aktien er steget markant efter det canadiske magtskifte, og det har givet en kursstigning på 54 pct. til 1,52 dollar fra 0,95 dollar den 19. oktober.
Yderligere oplevede Aphria-aktien pæne stigninger op til selve valget, hvor muligheden for en sejr til de liberale blev mere og mere sandsynlig. Andre canadiske cannabis-aktier der har nydt godt af udsigten til en liberalisering er Canopy Growth og Mettrum Health.
Før valget i Canada var der en patientskare på 35.000-40.000 med behov for medicinsk cannabis. Canopy Growth koncernchef udtalte efter valget, at selskabet har gearet op og at de er parat til at drage fordel af en liberaliseret lovgivning.
Analytiker Aaran Salz fra finanshuset Dundee vurderer, at cannabis-markedet i Canada kan blive revolutioneret, hvis det liberale partis valgløfte om en reguleret legalisering af markedet bliver gennemført.
Den canadiske avis The Star beretter, at den nytiltrådte regering kan finde inspiration til sin lovgivning i fem amerikanske stater, hvor det er lovligt at sælge cannabis.
Det er Alaska, Colorado, Oregon, den nordøstlige stat Washington og i the District of Columbia, hvor hovedstaden Washington ligger
Lovgivningen i de amerikanske stater svinger fra begrænsningen af en persons besiddelse til begrænsninger hos detailforhandleren.
Priserne på cannabis svinger mellem 8 til 25 dollar per gram.

