Hvad bliver byggebranchens svar på Mobilepay?
Digitale programmer og smartphones påvirker i højere og højere grad den ellers traditionelle byggebranche. Virksomheder som MT Højgaard og Solar forsøger at være først til at udnytte de digitale muligheder.
Solar håber på at skabe byggebranchens svar på Mobilepay. Sådan sagde Jens Andersen, adm. direktør i Solar Danmark, som sælger byggevarer til professionelle, til DI Bygs årsmøde, hvor omdrejningspunktet var disruption.
»Er det modigt at satse digitalt, eller er det endnu mere modigt at lade være,« spurgte Jens Andersen.
En nylig undersøgelse fra DI viser, at kun 15 pct. af byggebranchens virksomheder forventer, at der vil ske noget, der vender op og ned på deres branche, som eksempelvis Mobilepay gjorde i finansverdenen, og Airbnb gjorde i hotelbranchen.
Solar har de seneste år forsøgt at bevæge sig væk fra den traditionelle rolle som byggevaregrossist, og det sker bl.a. med hjælp fra computere såvel som tablets og smartphones. Et opgør med de fysiske butikker og i stedet digitale bestillinger er vejen frem, mener virksomheden.
Til spørgsmålet om, hvorvidt Solar møder barrierer i forhold til den digitale satsning, svarer Jens Andersen:
»Der er ikke barrierer hos den generation, der kommer, men den, der er på vej ud.«
Entreprenørvirksomheden MT Højgaard påpegede også nye generationer som en af grundene til, at det er vigtigt at satse digitalt. De unge i dag er født i den digitale verden. Derfor er det ifølge koncerndirektør Arne Becker vigtigt for byggebranchen at satse digitalt i »en hujende fart« for at gøre sig attraktiv for de unge.
MT Højgaard satser på Virtual Design & Construction (VDC), hvor hele byggeprojekter bliver simuleret, før første spadestik bliver taget. Det skal skabe bedre projekter fra starten af, hvor alt er tænkt med, og samtidig minimere risikoen for fejl.
Der kan dog ifølge Arne Becker ske andre disruptive ting end digitale modeller i bygge- og anlægsbranchen - ting, man måske slet ikke forestiller sig.
»En slankebolig uden elevatorer, og hvor man betaler pr. kilo, man taber, eller energibroer, der oplader din elbil, mens du kører over dem,« brugte Arne Becker som eksempler.


