Richemont ramt hårdt af skuffende salgsdyk i oktober
Richemont ligger med et voldsomt fald på 7,4 pct. i 80,20 sfr. efter at den schweiziske luksusvareproducent har aflagt et skuffende regnskab for det forskudte første halvår samt et overraskende fald i salget for oktober. Yderligere forlader chefen for smykke og urmærket Cartier også sin post uden en permanent afløser, og det sker forud for den vigtige juleperiode. Det skriver Bloomberg News.
Selskabet, som blandt andet også råder over Montblanc fyldepenne, kunne i oktober fremvise et fald i salget i faste valutakurser på 6 pct. sammenlignet med analytikernes forventning på en stigning på 4 pct. Richemont fortæller, at salgstilbagegangen skyldes aftagende efterspørgsel efter ure.
For det forskudte første halvår blev det til en omsætning på 5,82 mia. euro, hvor analytikerkonsensus lød på 5,99 mia. euro og salgsvæksten i faste valutakurser blev på 3 pct. mod ventet 3,9 pct. Driftsindtjeningen på 1,39 mia. euro skuffede også i forhold til analytikerprognosen på 1,45 mia. euro.
Citigroup fremhæver marginpres både inden for smykker og ure, og det vurderer også, at salget i september kan være faldet med en lav encifret procentsats på baggrund af et svagt salg i den kinesiske Golden Week, en opbremsning i USA og et forværret engrossalg.
De skuffende salgstal rammer også flere af de europæiske konkurrenter inden for luksusvaresegmentet heriblandt Swatch, som taber 4,8 pct. til 378,80 sfr. og franske LVMH, der falder 4,8 pct. til 165,20 euro.


