Fortsæt til indhold

Christian Jensen sælger gin til hele verden – nu satser han i Danmark

Den danske it-programmør Christian Jensen regner med at fordoble salget af sin luksusgin, der destilleres under Londons jernbanenet.

Erhverv

I et gindestilleri i det gamle London-distrikt Bermondsey rumsterer en dansk it-programmør, der har gjort en passion for gin til en hurtigt voksende forretning.

Christian Jensen, der arbejder med it i en række investeringsbanker, grundlagde virksomheden Jensen’s Gin i 2012 og fik hurtigt sine flasker ind på cocktailbarer rundt om i London. I dag udvikler og sælger han luksusgin til det meste af verden og har netop fået national distribution i Danmark.

»Vi sælger formentlig 35.000 flasker i år og skal gerne fordoble salget til næste år. Jeg tror, at vi kan sælge 50 gange mere, end vi gør i dag, uden at skulle ansætte en masse mennesker. Men vi skal også passe på, at vi ikke gasser for hurtigt op,« siger Christian Jensen.

Idéen til at arbejde med gin fik han i 2003, da han lavede sin egen opskrift og hyrede et eksternt firma til at producere ginnen. Ambitionerne var aldrig kommercielle, men salget voksede hurtigt. Derfor fandt Christian Jensen en butik, der ville sælge hans gin. I 2012 investerede han 3 mio. kr. i at bygge sit eget destilleri.

Bermondsey Destillery blev navnet, og det ligger i en jernbanesvang under hovedlinjen, der forbinder London Bridge Station med den sydøstlige del af England. Herfra producerer Christian Jensen de mange ginflasker, der sendes til blandt andet Italien, Belgien, Australien, Hong Kong, Kina, Canada – og nu Danmark.

Allerede er Jensen’s Gin at finde i flere specialforretninger til en pris på mellem 300-350 kr. samt på barer i København og Aarhus. Målet er at være repræsenteret på samtlige store hoteller og cocktailbarer i Danmark.

»Vi producerer en premium-gin, men ikke den dyreste af slagsen. Vi henvender os til dem, der vil have god kvalitet, og som er villig til at betale lidt ekstra for det – og vi sælger en historie. Folk skal vide, hvad vi står for,« siger Christian Jensen, der indtil videre arbejder gratis i firmaet, men håber at gøre det til en levevej på længere sigt.

Christian Jensen (t.v.), stifter af Jensen's Gin, sammen med Anne Brock (øverst t.h.) og Hanna Lanfear.

Til formålet med at udbrede sin gin har han allieret sig med Anne Brock, der er uddannet kemiker og har det overordnede ansvar for produktionen af Jensen’s Gin, samt Hanna Lanfear. Hun har arbejdet som bartender og barchef på nogle af de mest anerkendte barer i verden og er nu global brandambassadør for Jensen’s Gin.

De næste måneder skal bruges på at ansætte yderligere et par medarbejdere og skrue op for markedsføringen, ikke mindst i Danmark.

»Nu er vi kommet ind på det danske marked – og så skal vi også vise danskerne, at vi er her,« siger Christian Jensen.