BR og Barbie presser de små legetøjsbutikker på profitten
Kortene er ved at blive fordelt op til lukningen af Top-Toys store grossist Norstar efter nytår. De små legetøjsbutikker mærker pres på profitten og mere bøvl.
I takt med at der ryddes op efter lukningen af den største legetøjsgrossist i Danmark, Norstar, bliver det tydeligt, at prisen for lukningen ender i de små legetøjsbutikker.
Alle legetøjsmærkerne er blevet spredt ud over andre grossister og distributører. Senest var det Barbie-dukken, der mandag fandt et nyt hjem. Fremover er det VN Legetøj, der skal distribuere hende og de andre Mattel-produkter.
»Der er meget usikkerhed endnu, for mange mærker har endnu ikke fundet en grossist. Men det bliver mere besværligt for os, og det vil sige dyrere at administrere,« siger Hanne Gundorff, der ejer legetøjsbutikken Den Flyvende Kuffert i Holte Midtpunkt i Nordsjælland.
»Jeg er spændt på, om vi kan beholde de mere lempelige kreditaftaler vi har haft f.eks. op til jul,« siger hun.
Også Benjamin Preisler Herbst, der har butikken Superhelten på nettet og på Østerbro i København, aner, at det kommer til at ramme hans indtjening.
»Det er blevet mere rodet, for jeg skal rundt flere steder og købe ind, hvor det før var samlet hos Norstar. Og så ser det ud til, at priserne har fået et lille hop opad,« siger Benjamin Preisler Herbst.
En tredje legetøjshandler peger på, at det positive er, at Norstars varer for en meget stor del bliver spredt ud til nogle leverandører og grossister, som legetøjsbutikkerne kender i forvejen.
»Men før har jeg kunnet få varer hver uge via Norstar - det bliver jo sværere fra 1. januar, når mine ordrer er spredt ud over det hele. Jo mindre legetøjsbutikken er, jo mere besværligt og dermed dyrere bliver det jo,« siger en jysk legetøjshandler, som ikke ønsker at få sit navn frem.
Top-Toy, der ejer Toys 'R' Us i Norden og BR, købte legetøjsgrossisten K. E. Mathiasen i 2009. Dengang gættede mange i branchen på, at strategien netop ville være at lukke grossisten på et tidspunkt. Top-Toy er stor nok til at forhandle sig til gunstige leveringsvilkår direkte hos de store legetøjsmærker, mens de små er afhængige af grossister. Så ved at lukke Norstar kunne Top-Toy presse de små konkurrenter. At det har været en bevidst strategi har Top-Toy bestemt afvist.
Top-Toy-familien Gjørup solgte for nylig 75 pct. af aktierne i selskabet til kapitalfonden EQT.


