Aktionærerne har betalt 15-16 Tesla'er for at skifte to Carlsberg-chefer ud
Det har været en dyr fornøjelse for investorerne i Carlsberg at skifte to topchefer ud før tid.
Det er dyrt at slippe af med sine direktører før tid. Det har ikke mindst investorerne i Carlsberg fundet ud af i år. Afskeden med først koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen og senere hen finansdirektør Jørn P. Jensen har kostet kassen.
Jørgen Buhl Rasmussen skulle have 51 mio. kr. at stoppe. Dels 24 mio. kr. i aftrædelse og 27 mio. kr. for at købe ham ud af hans aktieprogram.
I regnskabet for 3. kvartal kan man nu læse, hvad det kostede at skille sig af med Jørn P. Jensen. Han har dels fået en aftrædelsesordning til 25 mio. kr., og så har det kostet 17 mio. kr. at købe ham ud af det aktiebaserede aflønningsprogram.
Det giver en samlet udgift til fratrædelse til de to chefer på 93 mio. kr.