Begge sider vil i ringen igen: Historisk banksag anket
Højesteret skal tage stilling til, om Capinordic Banks tidligere ledelse kan gøre økonomisk ansvarlig for dele af regningen efter bankens krak.
Der bliver en anden omgang af opgøret om Capinordic Bank.
Begge sider af salen vil nemlig anke den dom fra Østre Landsret, der for en måned siden pålagde den tidligere ledelse at betale 90 mio. kr. i erstatning.
Det bekræfter Finansiel Stabilitet over for Finans.
Statens bankoprydder, der havde anlagt sagen, var ellers tilfreds med det, der blev udlagt som en delvis sejr i landsretten.
Derfor ved man heller ikke endnu hvor bred, anken bliver, efter landsrettens dom kun gav Finansiel Stabilitet ret i et mindre antal forhold.
»Vi har nu nogle uger til at gøre op med os selv, hvilke påstande vi ønsker, at Højesteret skal stilling til i ankesagen,« siger Finansiel Stabilitets direktør, Henrik Bjerre-Nielsen, og fortsætter:
»Vi ville formentlig ikke have anket sagen, hvis ikke modparten havde gjort det. For vi var tilfredse med dommen fra landsretten.«
»Der faldt dom for et meget væsentligt millionbeløb, og vi har fået statueret, at man kan komme til at betale med sine egne penge, hvis man som bankledelse optræder uforsvarligt. Det tror vi har en vigtig forebyggende effekt.«
Sagens øvrige parter - Capinordic Banks stifter Lasse Lindblad og bankens forhenværende direktør Henrik Juul - har ikke ønsket at kommentere beslutningerne om at anke.
Rigmandsbanken Capinordic nåede kun at holde tre års fødselsdag, inden den krakkede.
Undervejs tabte banken 70 pct. på 40 af sine største udlån og måtte se 20 af sine kunder gå konkurs. En alt andet end betryggende statistik for en bank, som i sin korte levetid kun nåede at få 40 kunder med lån i banken.
Bankens samlede tab løb op i et sted mellem 400 og 574 mio. kr. afhængig af, om påløbne udgifter og tab efter konkursdagen medregnes.
Ud over det civilretlige opgør mellem de tidligere topfolk i banken og Finansiel Stabilitet kører der også en straffesag om Capinordics krak.


