YouSee hæver igen-igen priserne - Messi og Ronaldo får skylden
TDC-ejede YouSee hæver priserne på sine tv-pakker 10-20 kr.
Efter nytår bliver det igen dyrere at få sit tv-signal fra TDC-ejede YouSee.
YouSee, der leverer både internet og tv via kabelnettet, hæver 1. januar 2016 priserne på sine tv-pakker 10-20 kr. om måneden.
Under overskriften »Lidt mere om måneden« skriver YouSee i et brev til sine kunder, at prisen hæves, fordi tv-indholdet er blevet dyrere.
»Hej Yousee... Nu er der atter engang tale om prisforhøjelser på Jeres produkt :-( Jeg er desværre i den situation, at jeg er stavnsbundet til Jeres produkt, da jeg også har bredbånd hos Jer... Fra 1 januar skal jeg således betale over 850kr pr måned…,« skriver en ud af flere utilfredse kunder på YouSees Facebook-side.
Det er da også blevet en tilbagevendende begivenhed, at YouSee hæver priserne.
Sidste år blev prisen på tv-pakker hævet 10-30 kr., og det svarer til, at Yousee årligt hæver priserne 3-5 pct.
Ifølge en analytiker, der følger selskabet tæt, skyldes YouSees prisstigninger især, at rettighederne til fodbold - alt fra Superligaen til Champions League og Premier League - hvert år bliver dyrere.
»Altså skal vi alle bidrage til Ronaldo, Rooney m.fl. Ferrari #5,« lyder det, efter tv-rettighederne til Premier League senest er blevet solgt for 1,5 mia. kr. bare for Danmark.
Det mildner imidlertid ikke utilfredsheden blandt Yousees kunder.
På trods af de fortsatte prisstigninger, er overskudsgraden i TDC's tv-forretning faldet. De fortsatte prisstigninger betyder da også, at flere og flere kunder dropper kabel-tv signalet og skifter til såkaldt over the top-indhold som Netflix, Viaplay, HBO etc.
I månederne juli, august og september sagde 6.000 kunder deres YouSee-abonnement op. Og det blev endda positivt modtaget af aktiemarkedet, fordi hele 39.000 kunder droppede deres abonnement i årets seks første måneder.

