FLS-topchef: Markedsforholdene er flygtige
4 skarpe til FLS-direktøren oven på mine- og cementkoncernens regnskab for 3. kvartal, der bød på både gode og dårlige nyheder.
Omsætningen og indtjeningen faldt i ingeniørkoncernen FLSmidth & Co., men samtidig kom der lidt flere ordrer ind, så ordreindtaget steg. Det gør, at adm. direktør i FLSmidth, Thomas Schulz, ser på regnskabet for 3. kvartal med positive øjne.
FLSmidth's omsætning og indtjening gik ned i 3. kvartal. Hvad er årsagen til det?
»Omsætningen ser ikke god ud, men den er som forventet. Det er et resultat af det lavere ordreindtag i 2013 og 2014. Indtjeningsnedgangen i kvartalet er relateret til manglen på omsætning. Underskuddet efter skat på 84 mio. kr. er hovedsageligt påvirket af de aktiviteter, vi har valgt at afvikle.«
Hvorfor har jeres bulk-materialehåndtering (håndtering af tørlast - sten, jord mv., red.), som I har sat til salg, påvirket resultatet negativt?
»Forretningen reflekterer de faktiske markedsforhold. 95 pct. af forretningen er relateret til CAPEX (investeringer i f.eks. nyanlæg eller udstyr, red.), og CAPEX-investeringerne er meget lave i mineindustrien lige nu.«
Hvorfor har I valgt at sætte bulk-materialehåndteringsforretningen til salg?
»Beslutningen om at sælge skyldes ikke den finansielle præstation. Salget er i stedet udtryk for, at vi forudser, at mineindustrien de næste 10 år mindst bygger på produktivitetsforbedringer. FLSmidth er bedst til produktivitetsforbedringer i forbindelse med processer på minefabrikker. Derfor sætter vi det uden for selve minefabrikkerne til salg.«
Hvordan er det lykkedes FLSmidth at få en højere ordreindgang i svære markedsforhold?
»Markedsforholdene er meget flygtige, og det vil de blive ved med at være. At vi er gode til at øge ordreindtaget beviser, at de tiltag, vi har foretaget de seneste år - hvordan vi eksempelvis har investeret i produktivitetsforbedringer, har virket. «

