Tidligere tv-kok overtager kendt Tivoli-restaurant
Den 44-årige kok Jacob Elkjær får udleveret nøglerne til en af Tivolis ældste og mest berømte restauranter.
Den over 140 år gamle restaurant Grøften i Tivoli har fået ny ejer.
Jacob Elkjær, der er indehaver af Restaurant Fænøsund og Restaurant Fænøsund Marina i Middelfart på Fyn, skal føre restaurant Grøften videre efter den nu 70-årige Poul Eriksen, der stopper ved årets udgang.
Dermed kan Jacob Elkjær se frem til at få udleveret nøglerne til en restaurant, der med en historie tilbage til 1874 er blandt Tivolis ældste og mest berømte restauranter.
Restaurant Grøften ligger side om side med Pantomimeteatret med udsigt til Københavns Rådhus og omsætter for cirka 80 mio. kr. årligt.
»Jeg vil holde fast i den traditionelle danske stil i Grøften, hvor det gode håndværk med fokus på gode råvarer holdes i hævd. Gæsterne skal have en oplevelse af, at de får en bid af Danmark, når de spiser i Grøften. Samtidig skal vi hele tiden gøre os umage for at forfine gæsternes oplevelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at hilse på stamgæsterne og sige velkommen til nye,« siger Jacob Elkjær.
Han opgiver begge sine restauranter i Middelfart til fordel for Grøften og flytter med familien til København. Den 44-årige Elkjær har tidligere arbejdet som souschef på Svinkløv Badehotel, privatkok på en yacht i Caribien samt været fast, ugentlig tv-kok på Godmorgen Danmark på TV 2.
Tivolis adm. direktør, Lars Liebst, mener, at man med valget af Jacob Elkjær har sikret sig en dygtig restauratør til Tivolis portefølje.
»Det har været vores mål at finde en erfaren restauratør, som med sin overtagelse af stedet både vil værne om traditionerne og udvikle Grøftens særlige ånd og hygge. Med valget af Jacob har vi fundet, hvad vi søgte efter,« siger Tivoli-direktøren.


