Phonetrade sælger ødelagt elektronik for 2 mio. kr. om måneden
Iværksættervirksomheden Phonetrade har tyvedoblet sin omsætning på et år.
De reparerer og sælger fortsat brugt elektronik, men ellers er intet ved det gamle for de unge iværksættere bag Phonetrade, som Finans talte med første gang i juli 2014.
Dengang bestod Phonetrade af fem unge mænd på mellem 20 og 26 år siddende på et loftkontor med skruetrækkerne i en smartphone eller en tablet, mens de jublede over, at de efter et års hårdt arbejde havde rundet 1 mio. kr. i omsætning. De sad nærmest oveni hinanden på de 60 kvadratmeter, og toiletbesøg foregik på et lokum i baggården.
I dag har Phonetrade 13 ansatte, heraf ni på fuld tid, plus diverse freelancere. Virksomheden har fået nyt 140 kvadratmeter stort kontor på Dronningens Tværgade i København, man har åbnet tre butikker med adresse i Hellerup, Aalborg og på Frederiksberg, og man har været nødt til at hyre 10 brokere rundt omkring i Europa til at ringe rundt til virksomheder for at støve brugt elektronik op.
»Det er nødvendigt, for at vi kan få enheder nok til at mætte den efterspørgsel, vi møder,« siger Morten Zachariasen, 23 år og marketingsansvarlig.
Artiklen fortsætter under billedet
Efter en sløj begyndelse på året er omsætningen steget måned for måned, og ved novembers ankomst havde den rundet 16 mio. kr.
I øjeblikket sælger Phonetrade brugt elektronik for mellem 2 og 2,5 mio. kr. om måneden, og derfor forventer ejerne at runde 20 mio. kr. ved årets udgang med et overskud før skat i omegnen af 2 mio. kr.
Phonetrade har specialiseret sig i at købe ødelagte iPhones og iPads fra virksomheder og private i hele Europa, som medarbejderne reparerer og sælger videre med fortjeneste.
»Det er den eneste måde, man kan tjene penge på i den her niche. De eneste, der tjener penge på salg af nye iPhones, er Apple. Derfor har vi valgt en anderledes tilgang, som giver os en konkurrencemæssig fordel,« siger den 23-årige salgschef, Dennis Larsen.
I 2016 vil Phonetrade bevæge sig ud på to nærmarkeder, og stifterne sigter efter en årsomsætning på 35 mio. kr.
»Vi tror på, at man inden for to år vil se, at halvdelen af alle smartphones, der bliver solgt i Danmark, vil have haft en tidligere ejer,« siger Dennis Larsen.


