Fortsæt til indhold

Dyr udenlandsk offensiv sætter Falck under pres

Servicegiganten Falck har ekspanderet kraftigt uden for landets grænser, men en stor del af de udenlandske eventyr har problemer med at tjene penge. Topchef Allan Søgaard Larsen erkender, at flere opkøb ikke har udviklet sig som forventet.

Erhverv

Falck og topchef Allan Søgaard Larsens drømme om en hastig ekspansion uden for landets grænser er ramt af markant modgang på flere fronter.

En gennemgang, som Finans har foretaget, viser således, at en lang række af den store servicekoncerns udlandseventyr enten kører med underskud eller bidrager meget sparsomt til virksomhedens samlede bundlinje.

Senest har Falck været tvunget til at nedskrive værdien af sit svenske opkøb S-Reg, der i 2010 blev købt for 181 mio. kr., med 150 mio. kr.

Sverige er dog langtfra det eneste sted i verden, hvor Falck oplever problemer. Ud af de 33 udenlandske datterselskaber, som Falck bogfører regnskabstal for i sin seneste årsrapport, kører 15 med røde tal.

De selskaber tegner sig samlet set for en egenkapital for næsten 3 mia. kr. ud af Falcks samlede egenkapital på 6,6 mia. kr.

Falck-direktør Allan Søgaard Larsen siger til Finans, at han fortryder det fejlslagne opkøb af S-Reg, men han mener ikke, at koncernens strategi om ekspansion i udlandet kan betegnes som en fiasko.

»Vi har flere opkøb, hvor vi ikke synes, at vi har fået det, som vi håbede på. Men vi har ikke andre, som vi har taget nedskrivninger på,« siger Allan Søgaard Larsen.

Han peger på, at Falck arbejder ud fra en langsigtet strategi, hvor udenlandske opkøb har fem år til at komme op i gear og levere tilfredsstillende til bundlinjen i koncernen.

»Hvis vi var børsnoteret, ville det ikke gå, at der først kommer en gevinst om fem år. Det passer ikke særlig godt til en investor, der kigger på sit afkast fra kvartal til kvartal. Men det er det perspektiv, som vi arbejder ud fra nu,« siger Falck-direktøren og peger på, at selskabet har en langsigtet ejerkreds i form af Kirkbi, Tryghedsgruppen og Lundbeckfonden.

Ud over den svenske svipser har blandt andet opkøbet af tyske Gard, som Falck betalte næsten en halv milliard kroner for i 2013, vist sig at være langt mere udfordrende, end direktør Allan Søgaard Larsen havde forventet, da der især har været langt hårdere konkurrence om de store offentlige kunder end forventet.

»Vi tjente penge i Tyskland i 2014, vi kommer til at tjene penge i 2015, men jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg havde troet, at det ville gå meget hurtigere. Jeg har ikke fortrudt det, men jeg troede, at det ville gå hurtigere,« siger Allan Søgaard Larsen.

Udviklingen i Falck

Herunder ses den økonomiske udvikling i Falck de seneste tre år.

201220132014
Omsætning11.50412.53413.952
EBITDA1.0831.1121.139
Resultat før skat325249196
Egenkapital5.5895.4556.607
Rentebærende gæld5.7556.2155.678
Artiklens emner
Lundbeckfonden
TryghedsGruppen