Fortsæt til indhold

Genmab får godkendt behandling af knoglemarvskræft i USA og opjusterer 2015-indtjening

De amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt Genmabs medikament Darzalex til behandling af knoglemarvskræft. Godkendelsen får Genmab til at opjustere 2015-forventningerne.

Erhverv

Genmab fordobler forventningerne til driftsoverskuddet i 2015 til nu 625-700 mio. kr.

Opjusteringen sker, efter at de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA) har godkendt medikamentet Darzalex, som Genmab har udviklet til behandling af knoglemarvskræft.

Dette er en vigtig dag for patienter i USA med dobbelt-refraktær myelomatose, idet de nu vil have Darzalex som ny behandlingsmulighed for denne uhelbredelige sygdom.
Jan van de Winkel, topchef i Genmab

»Dette er en vigtig dag for patienter i USA med dobbelt-refraktær myelomatose, idet de nu vil have Darzalex som ny behandlingsmulighed for denne uhelbredelige sygdom,« siger Jan van de Winkel, koncernchef i Genmab.

Opjusteringen skyldes, at den danske medicinalproducent vil modtage en milestonebetaling fra Janssen på 45 mio. dollars i forbindelse med det første kommercielle salg af Darzalex i USA.

»Da dette forventes at ske kort tid efter denne godkendelse, opjusterer Genmab sine forventninger til 2015,« oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse udsendt mandag aften.

At der er tale om en skelsættende begivenhed, understreges ifølge Jan van de Winkel af, at det er den første godkendelse nogensinde af et terapeutisk antistof til behandling af myelomatose.

»Den succesfulde godkendelse af Darzalex er kulminationen på mange års hårdt arbejde, vedholdenhed og samarbejde mellem kliniske investigatorer, Genmabs medarbejdere og vores kolleger hos Janssen,« siger Jan van de Winkel.

Med godkendelse fyrer Genmab-chefen op under fremtidsudsigten for omsætningen, der forventes at stige 300 mio. kr. i 2015, selv om der er mindre end to måneder tilbage af året.

Samtidig understreges det, at godkendelsen og den kommende salg af Darzalex til amerikanske patienter ikke ventes at udløse stigende omkostninger.

»Vi forventer fortsat, at vores driftsomkostninger for 2015 vil udgøre 550-600 mio. kr.,« fastslår Jan van de Winkel.

Med fondsbørsmeddelelsen har Genmab-ledelsen givetvis dækket op til en travl tirsdag på Fondsbørsen.

I forvejen har Genmab-aktien udviklet sig til et regulært hit hos investorerne, hvilket direkte afspejler sig i aktiekursen, der er steget godt 106 pct. siden nytår. Alene den seneste måned er aktien steget mere end 21 pct., og aktien lukkede mandag i 744 kr.

Artiklens emner
Genmab