Fortsæt til indhold

Brugtvognssælgeren erstattet af automat

Havde du nogensinde forestillet dig, at din næste bil kunne trækkes i en automat?

Erhverv
Ritzau Finans

Kunder hos selskabet Carvana i amerikanske Nashville, Tennessee, kan nu købe en bil helt og andeles online og samtidig vælge at modtage bilen gennem en fuldautomatisk pick-up service, der på mange måder minder om en sodavandsautomat.

Det skriver den britiske avis The Independent.

Bilautomaten, der kan være med til at revolutionere måden vi køber bil på, er et glastårn i fem etager, der kan huse 20 biler ad gangen. For at få fat i bilen skal kunder indtaste navn og indsætte en modtaget token, hvorefter bilen vil finde sin vej ud af automaten. Hvis køberen ikke er tilfreds, er der en prøveperiode på syv dage, hvori bilen frit kan leveres tilbage. Processen fungerer således helt uden salgspersonale og unødigt papirarbejde.

Investorer har indtil videre været stærkt begejstret og har skudt over 300 mio. dollar i projektet, der planlægger at udvide til andre byer i USA inden for kort tid.

Erhvervsmagasinet Forbes er ligeledes begejstret og har Carvana placeret som nummer fem over de selskaber med størst fremtidigt potentiale.