Dom: Din flyrejse bliver dækket ved konkurs - hvis den er købt på nettet
Rejseselskaber på nettet har pligt til at dække kundens tab, hvis flyselskabet går konkurs inden afrejse.
Forbrugerne har ret til at få refunderet udgifter til flybilletter, som de har købt hos rejseudbydere på internettet, hvis flyselskabet, som de skulle have rejst med, går konkurs.
Og det er det internetbaserede selskab, som forbrugerne har købt billetterne hos, der er forpligtet til at dække forbrugerens tab.
Det er konsekvensen af en dom, der er blevet afsagt i Østre Landsret onsdag.
Her har Forbrugerombudsmanden fået medhold i en sag ført på vegne af en borger mod Den Danske Rejsegruppe, der er en filial af Svenska Resegruppen AB.
I den konkrete sag har en forbruger fået medhold i, at han skulle have penge retur fra en internetbaseret udbyder af flybilletter, som i 2012 solgte ham flybilletter til Nice på internetportalen Goleif.dk.
Inden rejsetidspunktet gik Cimber Sterling, som kunden skulle have fløjet med, imidlertid konkurs.
Portalen er ejet af Den Danske Rejsegruppe. Goleif.dk nægtede at udbetale kompensation, da den sagde, at den kun var formidler, mens Cimber Sterling havde været forbrugerens aftalepart.
Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen, fordi han vurderede, at forbrugeren havde god grund til at tro, at det var selskabet, som ejer Goleif.dk, som han indgik aftalen med, og at han derfor kunne kræve erstatning for flybilletterne der.
I første omgang tabte forbrugeren sagen ved byretten i Roskilde. Og det er den afgørelse, som Østre Landsret altså nu i en ankesag har omstødt.
Og dommen kan få stor betydning for forbrugerne, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.
»Det er en principiel sag, som kan få stor betydning for de forbrugere, der køber flybilletter hos lignende rejseportaler, siger hun i en skriftlig kommentar til dommen.«
Sagen ventes at få betydning for en lang række sager. Forbrugerklagenævnet har oplyst, at det har sat 812 lignende sager om flykonkurser på hold, indtil ankesagen var afgjort.

