Tinder-boss i modvind efter "verdens dummeste interview"
Det er blevet beskrevet som det ”dummeste interview nogensinde”, pressemedarbejderen forsøgte at stoppe det, og bestyrelsen har i en officiel meddelelse forsøgt at tage afstand. Datingapp’en Tinders CEO, Sean Rad, kom i problemer efter et åbenmundet interview.
På et tidspunkt bliver det for meget for pressemedarbejderen, der sidder med ved interviewet:
»Det var dråben! Vi bliver fyret,« siger hun.
Sean Rad, forstår ikke helt hvorfor. Han er 29 år, medstifter af og topchef for den populære og ekstremt hurtigt voksende datingapp Tinder og udtaler sig til en journalist fra den britiske avis Evening Standard.
Årsagen til pressemedarbejderens protest er følgende udtalelse, hvor Sean Rad forsøger at forklare, at han, når han dater, har brug for "intellektuelt modspil".
»Det er tilsyneladende et begreb for folk, der tænder på intellektuelle ting. Du ved, bare samtale. Hvad er nu ordet?,« han leder efter det rigtige ord og prøver så »Jeg har lyst til at sige sodomi?«
Interviewet, der blev bragt onsdag, handler overordnet om den entreprenante amerikaners datingliv og forretning. Og det har affødt reaktioner i internationale medier, der beskriver det som det "dummeste interview nogensinde", "crazy" og "uudholdeligt pinligt".
Udover det ovennævnte citat, hvor Sean Rad tilsyneladende forveksler sodomi med sapioseksuel (der henviser til folk, der tiltrækkes særligt af intellektuelle træk), når Sean Rad også at fortælle, hvordan en kendt topmodel har »tigget ham om sex«, og hvordan han selv har foretaget baggrundsresearch på en Vanity Fair-journalist, der engang skrev kritisk om ham.
»Og der er nogle ting om hende som privatperson, der vil få dig til at tænke anderledes (om hende, red.),« insinuerer han uden at gå i detaljer.
Timingen - og den massive omtale - betragtes som uheldig. Det åbenhjertige interview blev bragt umiddelbart inden Tinders ejer, Match Groups, planlagte børsnotering i New York fredag, der ventes at værdisætte selskabet til 3 mia. dollars. Match Group ejer flere dating-apps og digitale forretninger, men Tinder udgør med sine 9,6 mio. daglige brugere en stor del af forretningen.
Selv om Sean Rads udtalelser om selve forretningen primært gentager tidligere udmeldinger, har Match Group fundet det nødvendigt at udsende en officiel selskabsmeddelelse, der tager afstand fra interviewet. Her understreger gruppens bestyrelse, at hverken artiklen eller udtalelserne er godkendt eller bifaldet af gruppen.

