Rigmand, forsikringsselskab, cyprioter og storbank stiller sig bag Danske Andelskassers Bank
Med hjælp fra rigmanden Henrik Lind, Købstædernes Forsikring og den svenske storbank SEB er Danske Andelskasser Bank nu sikret nye penge. Men det bliver en dyr omgang, og de nuværende investorer kan blive voldsomt udvandet.
Danske Andelskassers Bank får solgt alle de aktier, der bliver udbudt, når banken senere på måneden forsøger at rejse stærkt tiltrængt kapital.
Det står klart, efter banken torsdag eftermiddag har meddelt, at en broget investorkreds bakker op om emissionen. Pengene skal i høj grad bruges til at erstatte bankens statslån, der om få år udløber.
»Udbuddet sker som led i Bankens kapitalplan, hvorefter Banken ønsker at styrke sit kapitalgrundlag og refinansiere sin eksisterende statslige hybride kernekapital herunder gennem en udvidelse af Bankens aktiekapital,« lyder det i meddelelsen.
Støtten spænder fra den århusianske rigmand - og bankaficionado - Henrik Lind over det kundeejede forsikringsselskab Købstædernes Forsikring til den svenske storbank SEB.
Også den cypriotisk baserede investor Blackwell samt den London-baserede hedgefond Farringdon stiller sig bag emissionen. Sidstnævnte har den danske rigmand Andreas Tholstrup i spidsen.
De får dog også aktierne til en ganske lav pris: Kursen er sat til 2,50 kr. mod de 6,10 kr., bankens aktie i skrivende stund handles til. Da Danske Andelskassers Bank i 2012 blev børsnoteret skete det til kurs 25.
Emissionen skal indbringe banken 165 mio. kr. i ny kapital, og vil udvande en stor del af de eksisterende aktionærer. Når den er gennemført, står det samtidig klart, at der stadig er brug for mere kapital - og det har Danske Andelskassers Bank arrangeret at låne.
Men det bliver til en pris, der kan matche de statslån, bankerne tog under krisen, fremgår det af meddelelsen fra banken: Der skal i alt hentes mellem 300 og 330 mio. kr. fra obligationslånene til en rente på 9,25 pct. plus den tremånedlige Cibor-rente.
Foreløbig har investorerne dog kun garanteret lån på 225 mio. kr., fremgår det også.
Danske Andelskassers Bank kom torsdag morgen ud med et minus på 17 mio. kr.