Pressede banker bliver foræret væk til spotpriser
Efter et tab på over 2,5 mia. kr. må aktionærer i to tabsramte banker berede sig på, at andre kræfter tager over, mener ekspert.
De seneste år har ikke været særligt sjove for aktionærerne i Danske Andelskassers Bank og Østjydsk Bank.
Siden de to banker toppede, har aktionærerne lidt et papirtab på over 2,5 mia. kr., og den samlede investering er i dag kun ca. 130 mio. kr. værd.
Nu bliver deres banker så groft sagt givet væk til andre investorer, til gengæld for ny kapital og lån.
Det står klart, efter at begge banker nu har fastslået investorkredse og parametre for deres aktieemissioner, mener seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet.
»Bankerne bliver stort set givet væk til nye aktionærer, der står til at få en stor ejerandel,« siger Lars Krull og peger på, at begge banker er presset til at lege gaveleg; Østjydsk Bank fordi man fattes penge, og ikke har kunnet sælge banken - og Danske Andelskassers Bank fordi man har skuffet sin nuværende aktionærkreds markant:
»Danske Andelskassers Bank er nødt til at finde nogle investorer, og nogle investorer der vil dem. De skal have penge ind, og det duer nok ikke at gå ud til nogle aktionærer, der tidligere var andelshavere. De er ikke traditionelle aktionærer, og de har ikke ligefrem haft en god oplevelse som aktionærer,« siger Lars Krull.
Danske Andelskassers Bank udbyder aktier til 2,50 kr. Da banken blev introduceret på fondbørsen i 2012 skete det til kurs 25.
Derfor er det i højere grad nye, risikovillige kreditorer, der træder til, mener Lars Krull. Han peger på, at Aarhus-rigmanden Henrik Lind er på vej ind i begge banker, og allerede er at finde andre steder i den finansielle sektor også - og at det på sigt kan pege mod en mere langsigtet plan:
»Han er inde i Østjydsk Bank, Banknordik, Djurslands Bank, Skjern Bank og snart Danske Andelskassers Bank. Han må næsten have en plan med det her fragmenterede ejerskab, der rækker længere end bare at låne bankerne penge og tage renter. Også fordi flere af situationerne i bankerne kræver løsninger, inden han kan være sikker på at få sine lån igen,« siger Lars Krull.
I en pressemeddelelse sendt til FinansWatch peger Henrik Lind dog på, at han tror på Danske Andelskassers Bank som en selvstændig forretning:
»Vi har haft en god, konstruktiv dialog med ledelsen i banken, og kan identificere os med deres holdninger og tilgang til bankdrift. Vi tror på, at den transformation banken gennemgår, kommer til at skabe et stærkere institut,« skriver storinvestoren.