Fortsæt til indhold

Mark Zuckerberg holder to måneders barselsorlov

Mark Zuckerbergs beslutning om at tage to måneders barselsorlov går verden rundt.

Erhverv

I 2004, allerede som 19-årig, blev han far til Facebook, Mark Zuckerberg, der stiftede virksomheden, mens han studerede på Havard University.

Snart får hjertebarnet Facebook en søster, idet Mark Zuckerberg og hans kone, Priscilla Chan, venter en datter. Det offentliggjorde parret allerede i juli, og det er da heller ikke den nyhed, der netop nu rydder de digitale forsider hos medier verden over.

Den store nyhed er, at Mark Zuckerberg har valgt at holde to måneders barselsorlov fra tjansen som administrerende direktør hos Facebook. Noget, der ikke betragtes som en hverdagsbeslutning blandt verdens store topchefer, særligt ikke i USA.

Mark Zuckerberg annoncerede naturligvis sin "meget personlige beslutning", som han udtrykker det, i et opslag på facebook.

»Studier viser, at når arbejdende forældre tager sig tid til at være sammen med deres nyfødte, bliver resultatet bedre for barnet og familien,« skriver Mark Zuckerberg blandt andet.

En populær beslutning, lader det til, målt ud fra de positive tilkendegivelser, hvor over 240.000 Facebook-brugere har givet opslaget et like.

I USA, hvor man ikke har ret til betalt forældreorlov, skiller Facebook sig ud. Her får forældre fire måneders betalt barselsorlov, som skal holdes inden for barnets første år. Om Mark Zuckerberg får løn under sin barsel, beretter Facebook-opslaget ikke noget om.

Hvis ikke klarer han sig nok. Facebook-stifteren er god for knap 330 mia. kr.

I september skabte Yahoos topboss, Marissa Mayer, der er gravid med tvillinger, heftig debat. Hun har i modsætning til Mark Zuckerberg ikke tænkt sig at blive væk fra direktørstolen, blot fordi der kommer et par ekstra småfolk til.

Marissa Mayer ønskede at gå forreste og repræsentere en »unik tid i Yahoos transformation,« ligesom hun i øvrigt også gjorde, efter hun fødte sit første barn.

I den forbindelse noterer det internationale erhvervsmedie Financial Times sig:

Indtil videre er Yahoos aktier faldet med 35 pct. i år.

Facebooks aktier er steget med 38 pct. i år.

Artiklens emner
Facebook
Mark Zuckerberg