Fortsæt til indhold

Gigantisk medicinalopkøb sikrer potent skatterabat

Med en underskrift er historisk virksomhedsopkøb rykket tættere på virkeligheden.

Erhverv
Ritzau Finans

Medicinalgiganterne Pfizer og Allergan satte søndag aften de sidste underskrifter i en historisk opkøbsaftale til en værdi af 150 mia. dollar, der vil skabe verdens største medicinalaktør. Handlen ventes at blive officielt præsenteret inden amerikansk børsåbning mandag.

Det skriver Financial Times.

Overtagelsen af Dublin-baserede Allergan betyder, at Pfizer kan få lov til at flytte hovedkontor til Irland og derved slippe for at betale amerikansk skat af oversøisk indtjening for omkring 128 mia. dollar om året. Netop den praksis, at amerikanske virksomheder flytter deres skattepligtige adresse ud af landet, har gennem længere tid mødt stor modstand fra USA's præsident, Barack Obama.

For at gardere sig mod modstand fra amerikanske lovgivere er aftalen blevet struktureret, så det teknisk set er Allergan, der køber Pfizer og ikke omvendt. Ifølge en kilde nær sagen fratager det Obama-administrationen muligheden for at blokere aftalen med en hastegennemførelse af en særlig skattelov.

Efter fusionen har det nye selskab, der har fået kaldenavnet Pfizergan, en markedsværdi på omkring 320 mia. dollar.

Pfizer-topchef Ian Read vil stå i spidsen som administrerende direktør for det nye selskab.

Artiklens emner
Allergan
Pfizer