Rolls-Royce lover omfattende omstruktureringer
Rolls-Royces administrerende direktør, Warren East, lover flymotorproducentens aktionærer at gennemføre omfattende omstruktureringer og skære udgifterne ned.
Det skriver Bloomberg News.
Det britiske firma har annonceret en præsentation tirsdag, hvor Warren East fremlægger omridsene for en plan, der skal give besparelser på mellem 150 og 200 mio. pund om året fra 2017.
- Vi går igennem en hidtil uset forandringsproces. Disse forandringer - selv om de er mere smertefulde på kort sigt, end vi havde ventet - er vitale for vores langsigtede succes, siger Warren East i en meddelelse ifølge Bloomberg News.
For to uger siden varslede producenten af flymotorer, at overskuddet for 2015 vil lande i den nedre halvdel af de udmeldte forventninger, samt at overskuddet i 2016 ventes at falde med 650 mio. pund - blandt andet på grund af svagere efterspørgsel på motorer til private jetfly.
Nedjusteringen fik aktien til at falde 19,6 pct. på dagen for udmeldingen, hvilket var det største fald på en enkelt dag for selskabet siden 2000.
Udmeldingen om omstruktureringen får tirsdag Rolls-Royce-aktien til at stige 0,5 pct. til 572 pence på børsen i London.
Ritzau Finans