Fortsæt til indhold

Amazon-direktør sender for første gang raket både op og ned

Rumskibsproducenten Blue Origin, som Amazons stifter og direktør Jeff Bezos står bag, har nu for første gang sendt en raket op og fået den retur i ét stykke, så den kan genbruges.

Erhverv

Amazons direktør Jeff Bezos sælger ikke bare bøger og elektronik, men har ved siden af den kendte internetbutik også et sideprojekt: Raketfirmaet Blue Origin, som forsøger at gøre det langt billigere end i dag at sende rumskibe op.

Mandag kunne Blue Origin og Jeff Bezos fejre en vigtig milepæl. De fik med succes sendt raket og rumkapsel op i 100 kilometers højde – og fik begge dele ned igen i hel tilstand, rapporterer Wall Street Journal.

Det lyder måske ikke banebrydende, men det er en af de helt store tekniske forhindringer for at få banket prisen ned på fremtidens ture til og fra rummet. Traditionelle raketter, hvor alt bortset fra selve rumkapslen bliver kastet af på vejen op, så de kan brænde op i atmosfæren, er nemlig i sagens natur dyre engangsfornøjelser.

Blue Origin har i årevis arbejdet med det mål at få hele raketten ned igen og få den til at lande oprejst på land. Det lykkedes altså nu for første gang, med en kontrolleret landing godt en meter fra den plet, raketten blev skudt op fra.

Jeff Bezos kalder selv bedriften for en ’game-changer’, og med den vellykkede raketlanding får han noget at prale med over for rivalen Elon Musk, en anden rigmand fra Silicon Valley.

Elon Musk er mest kendt for Tesla-bilerne, men har også siden 2002 drevet rumprojektet SpaceX, der også arbejder på at gøre rumfart markant billigere. SpaceX er nået så langt, at firmaet blev tildelt en kontrakt med den statslige rumorganisation NASA på 18 mia. kr., mod at skibe astronauter op til den Internationale Rumstation fra 2017 og frem.

Jeff Bezos’ ambitioner er mere i retning af rumturisme, og hans New Shepard-rumskibe er bygget til at tage seks personer med ud til kanten af atmosfæren og retur til jorden.

Blue Origin har dog også indirekte fået en kontrakt med den amerikanske stat, nemlig som underleverandør af raketter til Boeing og Lockheed Martin, som står for at sende blandt andet militære satellitter op.

Siden NASA sendte de berømte men meget dyre rumfærger på pension i 2011, har USA ikke selv kunne sende astronauter i rummet. Skal en amerikaner sendes op til for eksempel den Internationale Rumstation, må USA pænt købe en plads til 460 mio. kr. hos russerne, der har holdt liv i et gammelt, men meget driftssikkert raketsystem.

Artiklens emner
Blue Origin
SpaceX