Fortsæt til indhold

Landets ældste sparekasse rammer børsen

Sparekassen Sjælland vil børsnoteres på fondsbørsen i København i næste uge.

Erhverv

Sparekassen Sjælland bliver omdannet til et aktieselskab og sendes i handel på børsen i København fra torsdag i næste uge.

Det er blevet besluttet af sparekassens repræsentantskab på et møde tirsdag, oplyser Sparekassen Sjælland. Børsprospektet forventes at blive offentliggjort dagen før børsnoteringen.

»Efter 16 måneders arbejde med at gøre koncernen klar til børsnotering er det med stor tilfredshed nu at kunne meddele, at vi er klar. Det har været en lang, men nødvendig og udbytterig proces for vores koncern,« siger adm. direktør Lars Petersson, der endnu mangler det endelige godkendelsesstempel fra myndighederne.

Af prospektet vil det fremgå, at Sparekassen Sjællands kapitalstruktur - særligt den egentlige kernekapital - er blevet styrket. Udover sparekassens 26.000 garanter, der nu bliver aktionærer, får sparekassen en række større langsigtede aktionærer.

AP Pension bliver storaktionær med en aktieandel på 6,4 pct., mens den almennyttige fond Fonden for Sparekassen Sjælland får en ejerandel på 6 pct. Købstædernes Forsikring sætter sig på 3,8 pct. af selskabet.

Sparekassen Sjælland omfatter 42 filialer og har 523 ansatte. Den blev stiftet i 1825 og er således landets ældste sparekasse.

Ifølge storaktionæren AP Pension rummer sparekassen et stort potentiale.

»Vi tror på forretningsmodellen og finder, at sparekassen har interessante muligheder, som kan resultere i en pæn up-side, når markedet får indsigt i selskabet, dets kapitalstruktur og forretningsmodel,« siger Søren Dal Thomsen, adm. direktør i AP Pension.

Sparekassen Sjælland udlodder ikke bonus og aktieoptioner til bestyrelse, ledelse eller medarbejdere og har i sin forretningsmodel fravalgt at tilbyde »komplekse og spekulative finansielle produkter,« fremgår det af en pressemeddelelse.

»Det er sparekassens strategi at fastholde sit fililalnet også i de mindre bysamfund. Samtidig ønsker sparekassen at etablere flere filialer primært i hovedstadsområdet,« skriver Sparekassen Sjælland.

Artiklens emner
Sparekassen Sjælland