Bestseller styrtdykker – modemilliardær strammer til
Milliardoverskuddet i tøjkoncernen Bestseller faldt med 41 pct. det seneste år. Til gengæld vokser salget.
Skuffelsen hos ejeren i den danske modekoncern Bestseller er meget tydelig. Regnskabet er nemlig langt fra godt nok - trods 1 mia. kr. på bundlinjen.
Bestseller har torsdag offentliggjort nøgletal for udviklingen i regnskabsåret 2014/15. De viser, at omsætningen er steget med 8 pct. til 21,8 mia. kr. Til gengæld er resultatet før skat dykket med hele 41 pct. til 1 mia.
»Det er ikke tilfredsstillende og ikke på det niveau, som vores virksomhed skal ligge på,« udtaler Anders Holch Povlsen, der ejer familiekoncernen, om regnskabet.
Han fastslår, at en væsentligt højere kurs på dollar er blandt forklaringerne. På linje med andre i modebranchen har Bestseller nemlig store indkøb hos underleverandører i Asien, hvor der afregnes i dollar. Koncernchefen understreger, at selskabet kun har foretaget en begrænset afdækning af dollaren, så det har direkte en negativ indvirkning på årets resultat.
Men Anders Holch Povlsen retter også forklaringen på de interne linjer i selskabet:
»Vi har ikke været dygtige nok til at styre vores indkøb, ligesom vores detaildrift i flere markeder ikke har været rentabel. Vores omkostningsniveau er for højt. Det gælder både personale- som øvrige driftsomkostninger,« mener Bestseller-chefen.
Netop derfor har han sat fart i en plan med strammere styring af driften og omkostninger. Anders Holch Povlsen udtaler:
»Planen ’Fit for Fight’ skal effektivisere vores drift og organisation samt gøre tingene mere enkle, så vi får vendt udviklingen og igen kan fremvise resultater, som vi kan være tilfredse med.«
Bestseller oplyser, at målet for regnskabsåret 2015/16 er et resultat på 2,0 mia. kr.
| Nøgletal Bestseller-koncernen* (mia. kr.) | 2014/15 | 2013/14 |
|---|---|---|
| Omsætning | 21,8 | 20,1 |
| Resultat før skat | 1,0 | 1,7 |
| Egenkapital | 10,6 | 9,5 |

