Fortsæt til indhold

Sonys Playstation 4 sætter salgsrekord: 30 mio. solgte konsoller

Spillekonsollen Playstation 4 er stille og roligt blevet en kæmpesucces for Sony, som to år efter lancering nu kan fejre, at der er solgt over 30 mio. styk. Dermed overgår Playstation 4 både forgængerne og konkurrenterne.

Erhverv

Det er ikke gået af mode at flade ud i sofaen og spille computerspil på den store tv-skærm med en spillekonsol.

Den japanske elektronikgigant Sony kan i hvert fald konstatere, at spillemaskinen Playstation 4 bliver ved med at sælge, to år efter lancering.

Nu har salget passeret milepælen på 30 mio. styk, hvilket er bedre tal end for Playstation 2 og 3, der efter to år havde solgt henholdsvis 28,7 og 21,3 mio. styk. Alene i USA er der solgt 9,4 mio. Playstation 4-konsoller.

Dermed er den blevet Sonys hurtigst sælgende konsol, og hovedkonkurrenten Xbox, som Microsoft står bag, får alvorligt baghjul målt på antal solgte konsoller. Det skriver Forbes.

Sony har haft det rigtig svært økonomisk siden 2008, men har efter spareøvelser og nyt fokus fået luft under vingerne igen. Første halvår af Sonys forskudte regnskabsår 2015 endte med et nettooverskud på 5,4 mia. kr. for hele koncernen, hvilket var helt anderledes positivt end forventet og end de blodrøde halvår før det.

Forbedringerne er sket ved at flytte fokus fra forbrugerelektronik og mere over i det professionelle marked, for eksempel som leverandør af billedsensorer til kameraer fra blandt andet Nikon. Lige spilledivisionen er der dog ingen grund til at sløjfe i øjeblikket, for her er der overskud. Faktisk gik spilledivisionens halvårs-overskud på 2,5 mia. kroner nærmest lige op med det tab, som mobiltelefon-divisionen stod for.

Udover salg af spil og hardware som Playstation 4 kan Sony også hente penge hjem på netværkstjenester for Playstation-spillerne, og det er et område, som Sony prøver at skrue op for fremover.

Webtjenesten Playstation Network har dog en broget fortid, efter at den blev ramt af et hackerangreb i april 2011, og data om de 77 millioner kunder blev stjålet. Sony måtte dengang lukke for al adgang i 23 dage og kompensere brugerne med gavekort senere hen.

Playstation 4 kom på markedet i Europa den 29. november 2013. Hardwaren var dengang så hurtigt, at spillemaskinen blev købt af forskere, som ved at slutte flere sammen kunne bygge en supercomputer til lavpris.
Artiklens emner
Microsoft
PlayStation