Sådan er reglerne ved køb af kopimøbler
Selvom det er lovligt at købe kopivarer til eget brug, risikerer du at komme galt af sted.
Hvert år køber tusindvis af danskere kopimøbler fra hjemmesider i England, der på grund af særlige regler om ophavsret lovligt kan producere og sælge designklassikere fra f.eks. Arne Jacobsen og Finn Juhl.
Problemet er så stort, at en række danske møbelproducenter forsøger at få teleudbyderne til at blokere adgangen til de omstridte hjemmesider. Samtidig arbejder den britiske regering på at ændre landets ophavsretsregler, så de harmonerer med de danske.
Men hvordan er reglerne ved køb af kopivarer over nettet?
- I Danmark er det som udgangspunkt lovligt at købe kopivarer - som f.eks. et møbel - til eget brug. Men det er ikke lovligt at købe dem med henblik på videresalg.
- Hvis du forsøger at sælge en kopivare, kan det føre til politianmeldelse. Du risikerer både bøde og fængselsstraf.
- Køber du kopivarer på nettet inden for EU, risikerer du, at de bliver standset i tolden af Skat. Hvis virksomheden, der ejer rettighederne til de pågældende varer, vurderer, at det ikke er til eget brug, kan de vælge at stævne dig. Varerne bliver tilbageholdt, indtil sagen er afgjort.
- Køber du kopivarer på nettet uden for EU, risikerer du, at de bliver destrueret af Skat. Også her kan virksomheden, der ejer rettighederne til de pågældende varer, stævne dig, hvis den vurderer, at du ikke har købt kopivarerne til eget brug.
- Vurderingen af, om et konkret indkøb af en kopivare er sket til privat brug eller med videresalg for øje, afgøres af domstolene. Det er også domstolene, som i sidste ende afgør, hvorvidt en kopivare skal destrueres - og hvem der skal betale herfor.


