Fortsæt til indhold

Deloitte blotlægger gigantisk overforbrug i advokaters skandalefirma

Feature: Systematisk overfakturering af tv- og filmproducenter finansierede voldsomt overforbrug i advokatejede Registrering Danmark, konkluderer Deloitte i rapport.

Det advokatejede selskab, Registrering Danmark i Slagelse, betalte løn og biler til seks ansatte, selv om de arbejdede for fodboldklubben FC Vestsjælland.
Erhverv

Det firma, som stod for at forvalte Copydan-millioner på vegne af tv- og filmproducenter, brændte penge af i et omfang, der har været fuldstændigt skjult for omverdenen.

Det konkluderer en fortrolig pengestrømsanalyse, som revisionsfirmaet Deloitte har gennemført i Registrering Danmark i Slagelse.

Slagelse-selskabet står i centrum af den svindelsag, hvor brancheorganisationen, Producentforeningen, hævder, at tv- og filmproducenter er blevet snydt for 175 mio. kr. i perioden 2011-2015.

Hidtil har ingen kunnet give en meningsfuld forklaring på, hvor de mange penge er blevet af.

Men nu mener Deloitte at have leveret svaret, og det indeholder flere spektakulære detaljer.

Først lidt baggrund:

Siden 1992 har Producentforeningen betalt Johan Schlüter Advokatfirma (JSA) for at modtage og fordele Copydan-penge til tv- og filmproducenter ud fra en kompliceret fordelingsnøgle.

Med årene er beløbene blevet større og større, og de seneste år er de løbet op i 200-250 mio. kr. årligt, som JSA fik 10 procent af for at forvalte.

I 2011 valgte advokatfirmaet at lægge opgaven ud i et selvstændigt selskab i Slagelse, Registrering Danmark, med samme ejerkreds som advokatfirmaet: de tre advokater Johan Schlüter, Lars Halgreen og Susanne Fryland.

På Youtube fortæller Susanne Fryland om rettighedsforvaltning i Johan Schlüter Advokatfirma

Susanne Fryland blev samtidig direktør i Registrering Danmark, og hun begyndte hurtigt at udvide firmaets aktiviteter med bl.a. marketing og rådgivning.

Regnskaberne vidnede om et firma i vækst, og allerede i 2012 kunne hun modtage årets iværksætterpris fra Slagelse Erhvervsråd.

I 2012 blev Registrering Danmark og Susanne Fryland tildelt iværksætterprisen af Slagelse Erhvervsråd

Men bag kulisserne havde hun indledt et gigantisk pengeforbrug, som ifølge Deloitte blev finansieret ved lån fra og overfakturering af tv- og filmproducenterne.

Ifølge de officielle regnskaber fra Registrering Danmark havde selskabet et par år med underskud og et par år med overskud, der stort set udlignede hinanden.

Men regnskaberne var »særdeles misvisende«, konkluderer Deloitte, fordi Registrering Danmark gennemførte »systematisk overfakturering« af tv- og filmproducenterne.

Revisionsfirmaet har korrigeret regnskaberne for overfakturering og når frem til, at Registrering Danmark på fire og et halvt år i virkeligheden oparbejdede et akkumuleret underskud på 110 mio. kr.

Heraf relaterer 95 mio. kr. sig til de sideforretninger, som Susanne Fryland havde udvidet med siden etableringen.

For eksempel etablerede Registrering Danmark en telemarketingafdeling, en grafisk afdeling, en medarbejder skulle lave fundraising, en anden skulle importere cykler fra Bangladesh, og der blev investeret i startup-selskaber, ligesom der var en række store udlån til diverse forretningspartnere.

Der blev ansat personlige assistenter til både Susanne Fryland og hendes kone, Line Fryland, der også var ansat i virksomheden, og efter at parret havde fået et barn, ansatte de ifølge rapporten Line Frylands jordemoder for at udvikle en app til nye forældre.

En af de største udgiftsposter var dog seks medarbejdere, der beskæftigede sig med opgaver for fodboldklubben FC Vestsjælland, hvor Susanne Fryland sad i bestyrelsen.

Registrering Danmark betalte løn og biler til medarbejderne, og på lønningslisten var bl.a. klubbens mentaltræner og den tidligere topdommer, Kim Milton.

Da der var flest medarbejdere, talte staben 61 personer. Heraf var 28 beskæftiget i sideforretningerne.

Registrering Danmark drev virksomhed fra to lejemål i Slagelse bl.a. i Slotsgade.

Lige siden etableringen af Registrering Danmark havde firmaet en kantineordning, men udgifterne steg markant i 2013, da firmaet gik væk fra at bruge lokale leverandører til i stedet at få leveret mad fra Johan Schlüter Advokatfirma, der havde sine egne kokke ansat.

Registrering Danmark leasede en bil, så en ansat dagligt pendlede til København for at hente mad, bringe den til Slagelse og anrette den for medarbejderne.

Deloitte bemærker desuden, at de tre ejere af selskabet, Johan Schlüter, Lars Halgreen og Susanne Fryland, har hævet bestyrelseshonorarer (samlet 500.000 kr. hver), selv om selskabet slet ingen bestyrelse har.

Et af de centrale punkter i rapporten handler om transaktionerne med Johan Schlüter Advokatfirma.

Da Producentforeningen i juli indleverede en politianmeldelse om, at tv- og filmproducenterne var blevet snydt for over 100 mio. kr., reagerede Lars Halgreen og Johan Schlüter ved at lægge hele skylden på Fryland, som de meldte til politiet for underslæb.

Påstanden var, at hun havde lavet uberettigede hævninger og foretaget helt uforsvarlige udlån til personer i hendes private vennekreds og til selskaber, som hun selv havde ejerandele i.

Johan Schlüter Advokatfirma har dog også levet godt af gavmildheden i Slagelse.

Indtil 2013 fungerede Registrering Danmark som underleverandør for advokatfirmaet i relation til forvaltningen af tv- og filmproducenternes Copydan-penge.

Men den 31. december 2012 købte Slagelse-selskabet aftalen ud af JSA for 35 mio. kr., som ifølge købsaftalen skulle afdrages over 7 år.

Deloitte vurderer, at prisen var fair, men revisionsfirmaet hæfter sig ved, at hele beløbet blev betalt ud på to år.

Dertil kommer, at data fra bogholderiet afslører, at der ikke er overført 35 mio. kr. men 46,3 mio. kr., der fremstår som betaling for aftalen - uden nærmere forklaring.

Deloitte konstaterer, at der er »samtidighed og sammenhæng« mellem Registrering Danmarks hævninger på tv- og filmproducenternes konti og overførslerne til JSA.

Johan Schlüter grundlagde Johan Schlüter Advokatfirma og har i mange år været betragtet som den danske Mr. Copyright.

Revisionsfirmaet har desuden fundet overførsler fra Registrering Danmark til JSA vedrørende advokatomkostninger i Frankrig - en overførsel på 1 mio. kr. skal være direkte instrueret af Johan Schlüter. Og i 2015 er overførsler til JSA sket til konti tilhørende Johan Schlüter (300.000 kr.) og Lars Halgreen (200.000 kr.).

Registrering Danmark har også købt juridisk rådgivning af JSA for knap 9,6 mio. kr.

Heraf vedrører 2 fakturaer på i alt fire mio. kr. ydelser leveret i 2013. Den ene indeholder teksten:

»Juridisk arbejde i 1. halvår 2013 med henblik på at sikre og udvikle CAB, Kopifon, Filmret og Filmkopi (foreninger relateret til Producentforeningen og tv- og filmproducenter, red.) og deres betalingsstrømme.«

Men da Deloitte interviewede lederen af forvaltningsaktiviterne i Registrering Danmark, oplyste hun, at »der ikke i relation til forvaltningsaktiviteterne har været modtaget juridiske ydelser af betydning fra JSA«, efter at Slagelse-selskabet købte opgaven ud af JSA.

»Baggrunden for de betalte fakturaer vurderes på denne baggrund tvivlsom«, konkluderer Deloitte.

Den 8. juni 2015 udstedte JSA endnu en faktura for juridisk bistand i 2014.

På et møde med Deloitte skal Susanne Fryland ifølge rapporten have oplyst, at hun udstedte fakturaen på vegne af JSA, og at hun udstedte den efter aftale med Johan Schlüter og Lars Halgreen.

»Fakturaen er udstedt for at sikre, at ”tallene i JSA hang sammen”«, forklarede hun endvidere ifølge Deloitte.

Betalingen af regningen blev stoppet, da Producentforeningen overtog Registrering Danmark den 3. juli som led i en aftale mellem JSA og foreningen.

Slagelse-selskabet har også betalt 4,6 mio. kr. fra 2011-2014 til selskabet MZ Inform for undervisning, uddannelse og coaching af medarbejdere.

Deloitte har igen spurgt lederen af forvaltningsaktiviteterne samt virksomhedens bogholder. Begge oplyste ifølge rapporten, at »sådan uddannelse af sælgere eller lignende ikke har været gennemført.«

MZ Inform er ejet af Halgreen, Fryland og Schlüter sammen med en person med bopæl i Spanien. Fryland er registreret direktør, og selskabet har stadig officiel adresse på Højbro Plads 10, hvor JSA boede, indtil advokatfirmaet gik konkurs i oktober.

Det er ikke lykkedes at finde en hjemmeside for firmaet, og regnskaberne fortæller intet om, at der skulle være medarbejdere ansat.

Jeg er ikke bevidst om nogen forkert instruks og havde intet at gøre med bevægelserne mellem RD og JSA.
Advokat Johan Schlüter

Til gengæld lånte selskabet penge til ”tilknyttede virksomheder” i både 2013 og 2014 svarende til præcis de betalinger (samlet 2,2 mio. kr.), som MZ Inform modtog fra Registrering Danmark i de to år.

Det fremgår ikke af regnskaberne, hvilket selskab, der har lånt pengene, men J. Schlüter Advokatanpartsselskab, som Johan Schlüter ejede både JSA og MZ Inform igennem, har en gældspost i sine regnskaber, der vokser stort set tilsvarende.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Halgreen, der afbrød forbindelsen, da Finans kom igennem til ham:

»Jeg har ikke nogen kommentarer til dig. Ellers tak.«

Lars Halgreen har dog tidligere bekræftet, at Registrering Danmark var en meget stor kunde i JSA og dermed havde stor betydning for virksomhedens økonomi.

Susanne Fryland har ingen kommentarer, mens Johan Schlüter kun vil kommunikere med Finans per SMS.

»Jeg har ikke set nogen pengestrømsanalyse, og kan kun sige, at jeg under hele det franske mareridt i flere år og særligt efter den vanvittige dom i maj (Johan Schlüter blev i maj 2014 idømt fængselsstraf i en fransk straffesag, men blev frikendt i ankesagen, red.) var så langt nede, at jeg kun med besvær kunne forholde mig til nogle få klienters forhold og intet havde med JSA’s drift at gøre.«

I en opfølgende SMS skriver han:

»Jeg er ikke bevidst om nogen forkert instruks og havde intet at gøre med bevægelserne mellem RD og JSA.«

I den sidste SMS forklarer han, at han var meget alene, da den franske straffesag verserede, og at han trak sig tilbage og ikke deltog i advokatforretningen.

Derudover understreger han, at han vil drøfte sagen sagen med de relevante personer - ikke med pressen.

»Vores korrespondance slutter her«, skriver han.

Direktør i Producentforeningen Klaus Hansen oplyser, at Deloittes rapport nu er overdraget til bagmandspolitiet, der har efterforsket sagen siden sommer og sigtet Susanne Fryland for underslæb.

»Vi har lige fået analysen, så nu vil vi sætte os ned og gennemgå den med henblik på at tage de nødvendige initiativer både strafferetligt og civilretligt,« siger han.

Artiklens emner
Johan Schlüter-sagen
Deloitte