Facebook-boss vil forære aktier for milliarder til velgørenhed
Mark Zuckerberg meddeler tirsdag, at han og hustruen vil give 99 pct. af deres aktier i Facebook til velgørenhed i løbet af deres livstid. Det drejer sig pt. om 45 mia. dollar.
Stifter og topchef for det sociale medie Facebook Mark Zuckerberg planlægger at forære langt størstedelen af sin ejerandel i selskabet til velgørenhed, inden han dør.
Det meddeler Zuckerberg i en opsigtsvækkende statusopdatering på Facebook sent tirsdag aften dansk tid.
»Vi vil gerne gøre vores lille bidrag til at skabe en bedre verden for alle børn. Vi vil give 99 pct. af vores Facebook-aktier – pt. med en værdi af 45 mia. dollar – i løbet af vores livstid og på den måde slutte os til mange andre i arbejdet for at forbedre verden for den næste generation,« lyder det.
Opdateringen er skrevet af Mark Zuckerberg og konen Priscilla Chan, som netop har født parret et barn.
Ifølge Bloomberg kommer Mark Zuckerberg ikke til at forære aktier væk for mere end en mia. dollar om året i de næste tre år. Dermed bevarer han fortsat kontrollen over selskabet i de kommende år, skriver Bloomberg.
Facebook-stifteren er 31 år gammel. Han gør det i forbindelse med offentliggørelsen klart, at donationen på ingen måde betyder, at han er på vej ud af virksomheden.
»Jeg vil fortsætte med at arbejde som Facebooks adm. direktør i mange, mange år endnu,« skriver Mark Zuckerberg.
Ifølge erhvervslederen er formålet med det velgørende arbejde bl.a. at fremme lighed - det skal ifølge Zuckerberg forstås som lige muligheder i livet.

