Fortsæt til indhold

Derfor gør Norwegian forskel på nordiske bankkunder

I dag åbner Bank Norwegian i Danmark. Kunderne får langt lavere renter på både indskud og udlån end i andre lande, fordi prisen på penge varierer i Norden. Det er helt naturligt, siger ekspert.

Erhverv

Lægger du din opsparing i Bank Norwegian i Norge får du mere for pengene, end hvis du placerer dem i samme bank i Danmark.

Bank Norwegian tilbyder de danske kunder 0,5 pct. i rente for deres opsparing, mens kunderne i Norge får 1,9 pct. i rente. I Sverige får de 0,9 pct. i rente på en indlånskonto.

Det fremgår af Bank Norwegians egne hjemmesider i de tre lande.

Det skyldes hovedsageligt, at der er forskellige diskontorenter i de tre lande, lyder det fra Norwegian.

»Det er samme produkt men ikke samme vilkår. Der vil være forskellige priser på penge, forskellig konkurrencesituation og forskellige balancebehov i de forskellige markeder,« siger Bank Norwegians finansdirektør Pål Svenkerud.

Diskontorenten er 0 pct. i Danmark og Sverige og 0,75 pct. i Norge.

Ifølge direktør John Norden fra Mybanker er det normalt, at internationale banker har forskellige renter i forskellige lande.

»Det ville have undret mig, hvis de var kommet med de samme renter. Det ville have væltet dem, hvis de havde givet en indlånsrente på 1,9 pct. Så havde de fået flere mia. kr, som de ikke anede, hvad de skal stille op med,« siger John Norden fra My Banker.

Han forklarer, at det er nationalbankens rente på indskudsbeviser, som er styrende for renten på bankernes opsparingskonto.

I Danmark er den minus 0,75 pct. Med andre ord skal bankerne betale for at have indskud stående i nationalbanken.

»Så kan enhver jo regne ud, at det ikke er en særlig god forretning,« siger John Norden fra My Banker.

John Norden advarer mod at tro, at det er en god investering at placere opsparingen i Norge. Den norske krone var for et par år siden en dansk krone værd, men i dag koster den blot 80 danske ører.

»Så havde man måske fået 3 pct. i rente men samtidig tabt 20 pct.,« forklarer han.

Bank Norwegians udlånsrente begynder på 4,99 pct. i Danmark og Sverige og på 8,99 pct. i Norge.

»De har tilpasset både indlåns- og udlånsrenter. Dermed passer tingene,« siger John Norden.

Bank Norwegian åbner i dag også en ny bank i Finland. Der får kunderne 1,25 pct. i indlån og fra 4,99 pct. for et udlån.

Artiklens emner
Mybanker
Bank Norwegian