Fortsæt til indhold

Dansk Toyota-direktør stopper efter 25 år

Toyota Danmark skal have ny mand i spidsen. Den hidtidige adm. direktør Kristian Krapper vil ikke forfølge en Toyota-karriere uden for Danmark og stopper derfor helt.

Erhverv

Efter ni år som adm. direktør og 25 år i alt i Toyota Danmark stopper Kristian Krapper ved årsskiftet som øverste chef i bilvirksomhedens danske division. Han bliver afløst af englænderen Frank Okoisor.

Han kunne ellers have valgt at springe videre til et job hos Toyota i udlandet, men det bliver der ikke noget af, og i stedet har han valgt helt at forlade den japanske bilgigant, der kæmper med Volkswagen om at være verdens største bilproducent.

»Jeg har besluttet at stoppe i Toyota nu frem for at forfølge en Toyota-karriere i udlandet, som ellers ville være det naturlige næste skridt. Det er tilfredsstillende at aflevere et meget stærkt 2015-resultat, hvor volumen, indtjening og ikke mindst gennembruddet for Toyotas hybridbiler har overgået planerne. Samtidig har Toyota-forhandlerne i år haft den højeste indtjening siden finanskrisen, hvilket glæder mig meget,« siger Kristian Krapper i en pressemeddelelse, hvor han også modtager tak for sin lange karriere i Toyota af bestyrelsesformanden for Toyota Danmark A/S, Matthew Harrison.

Den nye adm. direktør hos Toyota Danmark bliver som nævnt den 46-årige englænder Frank Okoisor. Han har hidtil befundet sig i Bruxelles, hvor han har været direktør for afdelingerne produktmanagement og produktplanlægning i Toyota-koncernens europæiske hovedkontor. Han begynder i sit nye job, når året skifter til 2016.

Artiklens emner
Toyota
Kristian Krapper