Kendt rigmand bliver storaktionær i (endnu) en bank
Fonde blev udvandet i aktieemission, mens rigmand blev storaktionær.
Der er en del mindre andelskasse og meget mere rigmand i DNA'et hos Danske Andelskasser Bank, efter banken fredag formiddag meddelte, at man er i land med en 165 mio. kr. stor aktieemission.
Som ventet udvandede emissionen nemlig i stor stil de i forvejen hårdt prøvede bestående aktionærer. En række andelskasse-fonde, der opstod da DAB gik på fondsbørsen i 2012, fik således mere en halveret deres indflydelse på banken.
Han må næsten have en plan med det her fragmenterede ejerskab
De seks fonde sidder nu på tilsammen på 21,6 pct. af aktierne i banken.
Til gengæld betyder emissionen også, at den aarhusianske rigmand og bank-aficionado Henrik Lind sætter sig på lige under 20 pct. af aktierne.
Ud over at være aktionær i Danske Andelskassers Bank er Henrik Lind også storaktionær i Østjydsk Bank, Banknordik, Djurslands Bank og Skjern Bank. Det har fået mange til at tro på en højere mening fra rigmandens side:
»Han må næsten have en plan med det her fragmenterede ejerskab, der rækker længere end bare at låne bankerne penge og tage renter. Også fordi flere af situationerne i bankerne kræver løsninger, inden han kan være sikker på at få sine lån igen,« lød det for nylig fra seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull.
Aktierne i emissionen blev tegnet til kurs 2,50 kr., lidt mere end tre år efter banken blev noteret til en kurs på 25 kr. Siden da har store nedskrivninger på især først ejendoms- og siden landbrugsudlån givet den ene røde bundlinje efter den anden.
Og da Danske Andelskassers Banks mulighed for at trække på statslånet fra Bankpakke II fra 2009 samtidig snart udløber, er der altså brug for nye penge, så træet på kistebunden bliver mindre synligt.
Den manøvre er banken dog ikke helt i hus med via de 165 mio. kr. fra emissionen. Forude venter nye, forventede lån på op til 330 mio. kr., som mere direkte skal gå til at tilbagebetale staten.
»Fortegningsretsemissionen styrker vores kapitalgrundlag. (..) Det vil gøre det muligt for os at indfri bankens eksisterende statslige hybride kernekapital og dermed sikre vores fremtidige mulighed for at være en solid og velkapitaliseret bank,« lyder det fra Danske Andelskassers Banks adm. direktør, Jan Pedersen, i en pressemeddelelse.