Styrelse skærper kontrollen med erhvervsdrivende fonde
På to år er antallet af kontroller med erhvervsdrivende fonde mere end fordoblet, viser nye tal fra Erhvervsstyrelsen.
Den danske fondsmyndighed, Erhvervsstyrelsen, har skruet betragteligt op for kontrollen med de erhvervsdrivende fonde.
Det viser en ny opgørelse over antallet af stikprøvekontroller, som Finans har fået aktindsigt i.
For to år siden gennemførte Erhvervsstyrelsen således kontroller i 80 erhvervsdrivende fonde om året, men sidste år steg antallet til 120, og styrelsen forventer at lande på cirka 200 kontrolsager i år.
Det skal ses i lyset af, at der er cirka 1.300 erhvervsdrivende fonde i Danmark.
Den skærpede kontrol kommer efter flere uheldige enkeltsager, der i 2012 fik daværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) til at nedsætte et udvalg, som skulle komme med et bud på en ny fondslov, herunder et styrket tilsyn.
»I forbindelse med det lovforberedende arbejde og vedtagelsen af den nye lov om erhvervsdrivende fonde blev det besluttet at styrke tilsynet med de erhvervsdrivende fonde. På den baggrund har styrelsen valgt at øge antallet af erhvervsdrivende fonde, der udtages til stikprøvevis kontrol,« udtaler kontorchef i Erhvervsstyrelsen Camilla Hesselby i en email.
Fokus for kontrollen i 2015 har været vedtægter, uddelinger og bestyrelsesvederlag.
Den nye fondslov trådte i kraft i 2014, og formanden for det udvalg, der stod for forarbejdet, statsautoriseret revisor Finn L. Meyer, peger på, at der generelt er kommet større fokus på fondene, der bl.a. ejer eller er medejere af betydende, danske virksomheder som Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk og Carlsberg.
»Over bestyrelsen i en fond er kun Vorherre, og derfor er det meget sundt, at der er et vist opsyn. Alene det, at man ved, der er er nogen, der kigger en over skulderen, vil generelt være med til at hæve niveauet,« siger Finn L. Meyer.
Erhvervsstyrelsen indleder normalt tilsynssager i cirka halvdelen af stikprøverne. I år er tallet dog omkring 70 procent, fordi mange fonde skal justere deres vedtægter i henhold til den nye fondslov.

