Egetæppers indtjening blev næsten halveret grundet nabolande
Egetæpper havde godt nok medgang på toplinjen, men har nærmest oplevet en halvering på bundlinjen i andet kvartal.
Selskabets fremgang i andet kvartal fremgang på toplinjen har været båret af et solidt hjemmemarked samt vækst på fliseområdet, som i første halvår voksede 28 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Nettoomsætningen steg til 235,3 mio. kr. i andet kvartal mod 208,7 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år.
Til gengæld var aktivitetsniveauet skuffende i nabolandene Norge, Sverige og Tyskland, mens også flere asiatiske markeder skuffede.
Det gav udslag i en tilbagegang i driftsresultatet, EBIT, der i det seneste kvartal faldt til 13,6 mio. kr. mod 16,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
Bundlinjeresultatet blev næsten halveret, da det i kvartalet endte på 5 mio. kr. sammenlignet med 9,8 mio. kr. i andet kvartal sidste år.
- Aktivitetsniveauet i første halvår af regnskabsåret 2015/16 har overordnet levet op til vores forventninger. På vores største marked, det danske, har udviklingen overgået vores forventninger, og den positive udvikling fra første kvartal er fastholdt, skriver selskabet i kvartalsrapporten.
Egetæpper fastholder forventningerne til 2015/16 om en omsætning på 950-1000 mio. kr. samt et resultat før skat på 80-90 mio. kr. Desuden venter tæppeproducenten en EBIT-margin på 8-9 pct. eksklusive gevinst fra salg af ejendom i Vejle.
Tabel for Egetæppers andet kvartal af 2015/16:
| Mio. kr. | 2. kvartal 2015/2016 | 2. kvartal 2014/2015 |
|---|---|---|
| Omsætning | 235,3 | 208,7 |
| EBIT | 13,6 | 16,4 |
| Resultat før skat | 8,5 | 14 |
| Nettoresultater | 5 | 9,8 |


