Minister er bekymret over dansk eksport af varer
Et ny prognose forudsiger vækst i eksporten både i år og efter nytår. Regeringen vil dog forsøge at sætte ny fart i små og mellemstore virksomheders salg til udlandet.
Eksporten af danske basisvarer stiger med 5,5 pct. her i 2015, og forventningen er en fremgang på 6,3 pct. næste år.
Det viser en ny såkaldt eksportudsigt, som Udenrigsministeriet har udsendt mandag aften. Udsigten laves fire gange om året og er en fremskrivning af væksten i vareeksporten - baseret på en analyse af Danmarks 80 største danske eksportmarkeder
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er tilfreds med, at den samlede vareeksport går frem. Og han hæfter sig især ved, at årets første 10 måneder gav et løft i dansk salg til USA på 27 pct. og Kina på 23 pct.
Ministeren advarer dog også mod store udfordringer:
»For vareeksporten som helhed er det bekymrende, at udviklingen har stået stort set i stampe i det seneste halve år, og at beholdningen af eksportordrer fortsat er på et relativt lavt niveau set i forhold til tidligere år. Det indikerer, at danske eksportvirksomheder har det vanskeligt på trods af medvind fra valutakurs, lav rente og forbedret konkurrenceevne. Derfor bliver de kommende måneder afgørende for, om vi realiserer eksportforventningen,« siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse om den nye eksportudsigt.
Han fremhæver derfor, at V-regeringen sætter flere ressourcer ind på at få flere små og mellemstore virksomheder til at kaste sig ud i eksporten.
»Nærmarkederne er det naturlige første skridt for de fleste. Derfor har vi besluttet at styrke Eksportrådets særlige tilbud til de mindre virksomheder, og ikke mindst gøre det nemmere for dem at deltage på messer og andre fremstød i udlandet,« fremhæver ministeren.

