Bank: Amerikansk rentestigning vil sende guldprisen ned
Hvis den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), hæver renten, vil det give anledning til markante prisfald på guld. Sådan lyder vurderingen fra det franske finanshus Société Générale ifølge Bloomberg News.
Tirsdag koster en troy ounce guld 1.064,05 dollar, men ved udgangen af 2016 vil prisen være faldet til 955 dollar i takt med, at centralbanken løbende vil hæve låneomkostningerne.
- Hvis vi ser ind i 2016, vil Fed fortsætte med at stramme pengepolitikken i takt med, at den amerikanske økonomi klarer sig bedre og bedre. Det taler ikke ligefrem for en højere guldpris. Det vil tværtimod gå hårdt ud over guld, siger Alain Bokobza, der er chef for porteføljeforvaltning hos Société Générale, til Bloomberg News.
Derfor opfordrer Bokobza til at være forsigtig med at bruge guld til at beskytte formuer. I stedet nævner han amerikanske statsobligationer eller japanske yen som solide hedge-muligheder i tider med finansiel uro.
Ifølge markedet for futures vurderer markedsdeltagerne tirsdag, at der er 78 pct. sandsynlighed for, at Federal Reserve hæver renten denne uge.


