Fortsæt til indhold

Sanofi og Boehringer drøfter milliardstor byttehandel

Erhverv
Ritzau Finans

Ender forhandlingerne med et positivt resultat, overtager Boehringer Ingelheim Sanofis datterselskab Merial, der laver medicin til dyr, mod til gengæld at afstå sin consumer healthcare-division, der omfatter håndkøbsmedicin, til Sanofi.

Da Merial værdisættes til 11,4 mia. euro, eller 85 mia. kr., mens værdien af Boehringers consumer health care-division er 6,7 mia. euro, skal Boehringer ifølge aftalen også betale 4,7 mia. euro kontant.

En transaktion vil gøre Sanofi til verdens største inden for consumer health. Boehringer Ingelheims consumer health-forretning ventes i 2015 at omsætte for 1,6 mia. euro, og lægges den omsætning oven i Sanofis eksisterende consumer health-forretning, ventes en omsætning på 5,1 mia. euro, hvilket svarer til en global markedsandel på 4,6 pct.

Tilsvarende vil Boehringer Ingelheim med en overtagelse af Merial nå op på en omsætning af veterinærmedicin på 3,8 mia. euro, hvilket rækker til en position som næststørst i verden.

Aftalen omfatter ikke Boehringer Ingelheims consumer healthcare-forretning i Kina. De bedst sælgende mærker i Boehringers consumer heahtcare-division tæller Buscopan mod mavesmerter, afføringsmidlet Dulcolax, multivitaminkapslen Pharmaton og Mucosolvan mod forkølelse.

På aktiemarkedet er byttehandelen blevet vel modtaget. Sanofi stiger således med 4,2 pct. i Paris. Boehringer er familieejet.

Artiklens emner
Boehringer Ingelheim
Sanofi