Fortsæt til indhold

Vinduesgigant lukker produktionen i Holstebro

En af Europas førende vinduesproducenter Inwido har valgt at lukke en fabrik i Holstebro, som har givet underskud i adskillige år. Det betyder også afskedigelser.

Erhverv

Det er slut med at producere specialfremstillede vinduer under navnet Pro Tec Vinduer i Holstebro. Milliardkoncernen Inwido har valgt at lukke sin fabrik i Holstebro og flytte produktionen til to øvrige danske fabrikker.

Inwido siger farvel til både medarbejdere og fabrikken i løbet af første halvår af 2016.

Adm. direktør i Inwido Denmark, Mads Storgaard Mehlsen, siger i en meddelelse, at Inwido stadig ser et nichemarked for de specialfremstillede vinduer.

»Det skal dog ske i en anden skala og med et lavere omkostningsniveau, og det kan vi finde i både Farsø og Nykøbing Mors. Her forventer vi at kunne etablere en lønsom drift,« siger han.

Lønsom har Pro Tec Vinduer ikke vist sig at være, siden Inwido købte vinduesproducenten i 2011. I perioden 2011-2014 har Pro Tec Vinduer haft underskud alle år, og det samlede underskud efter skat løber op i en sum på knap 62 mio. kr.

Dengang Inwido opkøbte Pro Tec sagde Mads Storgaard Mehlsen ellers:

»Med opkøbet af Pro Tec opnår vi en tilgang til produkter, der ligger i toppen af markedet, hvad angår design og energi, hvilket er vigtigt i et presset marked som vinduesmarkedet i Danmark.«

Pro Tec havde omkring 140 medarbejdere, da Inwido overtog virksomheden, mens tallet var faldet til 94 sidste år. Nu siger Inwido farvel til medarbejderne, men vil beholde varemærket Pro Tec Vinduer. Dog vil der ske en tilpasning af sortimentet, men de nærmere omstændigheder vil først blive klarlagt inden for de kommende uger, oplyser Inwido.

Som begrundelse for lukningen af fabrikken peger Inwido på de store underskud den seneste årrække, samt at konkurrencen inden for industrisegmentet og projektmarkedet, som de specialfremstillede vinduer primært henvender sig til, er meget hård.

Inwido-koncernen har hovedsæde i Malmø og beskæftiger omkring 3.300 medarbejdere i alt.

Artiklens emner
Inwido