Fortsæt til indhold

Kinas dyk koster dyrt for luksusproducent

Modehuset Prada er hårdt ramt af svigtende salg i Asien. Samtidig melder andre luksusproducenter også om nedjusteringer.

Erhverv

Indtjeningen i det italienske modehus Prada, som er kendt for luksusprodukter, styrtdykker.

Nedgangen er især udløst af svigtende salg fra kinesiske kunder – i takt med den økonomiske udvikling på det store marked.

Samtidig melder Prada ifølge nyhedsbureauet Reuters, at en svag udvikling i den kinesiske valuta fulgt af sommerens devaluering også har ramt salget i Hong Kong. Mange kinesere valfarter ellers traditionelt dertil for at shoppe. Prada melder aktuelt kun om pænt salg i Europe and Japan.

»Markedsvilkårene er fortsat komplicerede,« udtaler Pradas finansdirektør Donatello Galli ved fremlæggelsen af kvartalsregnskab tirsdag.

Salget dykkede de tre måneder – august-oktober - med 6 pct. til ca. 5,8 mia. kr. I Kina alene faldt Pradas salg med 26 pct. Indtjeningen dykkede i kvartalet med 38 pct.

De seneste måneder har også andre luksusmærker som tyske Hugo Boss og den amerikanske juvelerkæde Tiffany nedjusteret forventninger til det kommende salg.

I forbindelse med torsdagens kvartalsregnskab fastslog topfolk fra Prada, at koncernen vil arbejde for at reducere prisforskellene på dens produkter mellem regionerne.

Målet er at undgå, at turister rejser til lande, hvor varerne kan købes billigere end på deres egne hjemmemarkeder.

Artiklens emner
Tiffany
Hugo Boss