Eurotunnel opgiver fragtplaner i Den Engelske Kanal
Eurotunnel har droppet planerne om at drive færgefragt i Den Engelske Kanal, efter at det ikke er lykkedes at få den britiske højesteret til at omstøde en afgørelse. Det skriver Daily Telegraph.
Eurotunnel, der via Myferrylink havde planer om at sejle en enkelt fragtfærge på ruten mellem Calais og Dover, vil i stedet sælge sin tilbageværende fragtfærge.
Sagen opstod efter ballade om konkurrencesituationen i Den Engelske Kanal, hvor Eurotunnel af de britiske konkurrencemyndigheder, CMA, fik besked om at droppe færgedriften. Konkurrencemyndighederne mente, at Eurotunnel med Myferrylink-driften var for dominerende i Den Engelske Kanal.
Selskabet solgte derefter sine to passagerfærger til DFDS gennem en leasingaftale, men valgte at beholde den sidste fragtfærge i håb om, at myndighederne kunne overtales til at ændre mening. Det lykkedes dog ikke, og derfor vil Eurotunnel nu sælge den sidste færge.
Ifølge Daily Telegraph kalder Eurotunnel afgørelsen for enormt skuffende og mener, at fragtfærgen ville sikre op mod 130 job.


