Fortsæt til indhold

Danske virksomheder overser digital trussel

Alt for mange danske virksomheder snorksover og mangler fokus på den rivende digitale udvikling, viser undersøgelser. Bekymrende, lyder det fra Dansk Industri og fagfolk.

Uber og andre digitale selskaber disrupter brancher på livet løs. men danske virksomheder ser det ikke.
Erhverv

Danske virksomheder er for blinde over for de teknologier, som truer med at fortrænge dem fra markedet, advarer fagfolk og Dansk Industri.

Brancheorganisationen DI Digital har netop undersøgt virksomhedernes fokus på såkaldt disruption, der beskriver en digital udvikling, som på kort tid river tæppet væk under eksisterende markeder med Nokia og Blockbuster som kendte eksempler.

55 pct. af virksomhederne siger, at disruption slet ikke på radaren eller kun i lav grad.

»Det er bekymrende. Vi vurderer, at der er høj og stigende risiko for at blive udsat for disruption,« siger Adam Lebech, branchedirektør i DI Digital.

En ny undersøgelse blandt ledere i 600 danske virksomheder fra magasinet F5 og Dare2, der arbejder med eksponentiel vækst og digitalisering hos både iværksættere og etablerede selskaber, bekræfter tendensen.

Kris Østergaard, medstifter af Dare2, mener især, at de mindre og mellemstore virksomheder er udsatte. De mangler ganske enkelt bevidsthed om digitalisering, lyder det.

Vi vurderer, at der er høj og stigende risiko for at blive udsat for disruption.
Adam Lebech, branchedirektør, DI Digital

»Det er det mest pressede lag af virksomheder. De har ikke det samme fokus som større virksomheder begynder at have. Derfor risikerer de at blive rendt over ende,« siger Kris Østergaard.

Rolf Ask Clausen, teknologisk talsmand hos Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, følger udviklingen indgående og har blandt andet holdt arrangementer for topledere om emnet.

Han kalder DI-undersøgelsen alvorlig.

»En del virksomheder siger, at de ikke bliver disruptet. De tager fejl. Teknologien flytter sig enormt hurtigt. Jeg kan ikke forestille mig en eneste branche, som går fri,« siger Rolf Ask Clausen.

En del virksomheder siger, at de ikke bliver disruptet. De tager fejl.
Rolf Ask Clausen, teknologisk talsmand, IDA

Han peger på, at langt de fleste virksomheder naturligt har fokus på driften og den umiddelbare konkurrence frem for uventet konkurrence udefra.

Hos Dansk Industri har man sat gang i en digital strategi, der skal øge bevidstheden om disruption i de danske virksomheder. Det tager for alvor fart efter nytår, fortæller Adam Lebech.

»Der skal være større opmærksomhed i virksomhederne om både risici og de muligheder, som digitaliseringen giver. Det her udfordrer alle brancher.«

Artiklens emner
Disruption
IDA