Fortsæt til indhold

Ny forskning: Svigtende opbakning kan trække tæppet væk under fagbevægelsen

20 års faldende opbakning betyder, at store dele af fagbevægelsen reelt ikke repræsenterer de folk, de forhandler for. Det kan få konsekvenser for lønmodtagerne, advarer forskere på baggrund af ny forskning.

Erhverv

Medlemstallet i fagforeningerne er styrtdykket de seneste 20 år, og ny forskning viser nu, at opbakningen i nogle brancher er svækket så voldsomt, at flere fagforeninger reelt kan miste deres legitime ret til at repræsentere lønmodtagerne.

Kombinationen af tværfaglige A-kassers indtog, etableringen af gule, politisk uafhængige fagforeninger og finanskrisen har ført til, at over 500.000 medlemmer er forsvundet fra fagbevægelsen siden midten af 90’erne og organisationsgraden i LO er faldet fra 75 pct. til 60 pct. Ny forskning fra Forskningscenter for Arbejdsmarked og Organisationsstuder, FAOS, viser nu, hvilke brancher der er hårdets ramt. I stedet for at se på fagforeningernes medlemstal, har FAOS kortlagt udviklingen i 41 segmenter. Tallene afslører, at inden for transport, handel, kontor, butikker samt hotel- og restauration, der beskæftiger over 650.000 lønmodtagere, er organisationsgraden faldet til ned mod en tredjedel.

Fortsætter den udvikling, vi har set de sidste 20 år, kan arbejdsgiverne ende med at spørge sig selv, om de behøver at forhandle overenskomster med fagforeningerne.
Christian Lyhne Ibsen, Forsker, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds og Organisationsstudier.

Det fortsatte fald i opbakningen til fagforeningerne Det kan på sigt true fagforeningernes evne til at forhandle løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne, advarer forskerne.

»Fortsætter den udvikling, vi har set de sidste 20 år, kan arbejdsgiverne ende med at spørge sig selv, om de behøver at forhandle overenskomster med fagforeningerne. De er ikke pressede her og nu, men mister man opbakning og medlemmer, så mister man også legitimiteten til at tale på lønmodtagernes vegne,« forklarer Christian Lyhne Ibsen fra FAOS.

I Dansk Arbejdsgiverforening, DA, påpeger underdirektør Steen Müntzberg, at den danske aftalemodel er afhængig af repræsentative parter på begge sider af bordet, og forskellen i dag ikke er et problem. Men:

»Vi kan se en tendens i tallene, og det er klart, at hvis det fortsætter mange år frem, kan det udvikle sig til problem,« siger han.

Hos LO kalder udviklingschef Jakob Sand Kirk tallene for »interessante«, men peger som Ibsen på udfordringerne i nye beskæftigelsesformer.

»Det er udtryk for en medlemsudvikling, vi kender, og som vi arbejder på at ændre, men der er uomtvisteligt nogle udfordringer med den måde, mange i dag er ansat på, vi skal se nærmere på, og som presser medlemstallet,« siger han.

Han kalder sig »født optimist« og peger på en omfattende undersøgelse fra Aalborg Universitet dette efterår baseret på ca. 7000 interviews og hvor der var overvældende stor opbakning til fagbevægelsen.

Opbakningen er fin nok, men det er vel et problem, hvis I ikke kan få folk til at melde sig ind?

»Det er helt sikkert et paradoks, men vi tror på, at vi med vores aktiviteter, hvor organisationerne er ude på virksomheder, og den fælles "Er du OK"-kampagne kan få folk til at bakke op. Det skulle gerne knække udviklingen.«

Læs hele rapporten her.

Artiklens emner
FAOS
LO