Nej tak til XL Byg: Nu står Davidsens Tømmerhandel på egne ben
Davidsens Tømmerhandel, som netop har aflagt årsregnskab, står fra 1. januar uden for et indkøbssamarbejde, fordi virksomheden ikke ville skifte navn til XL Byg.
Davidsens Tømmerhandel kan fra 1. januar ikke længere drage fordel af et indkøbssamarbejde blandt trælasthandler. Virksomheden sagde nej tak til at være en del af XL Byg-kæden, og det kostede pladsen i indkøbssamarbejdet.
»I maj fik vi tilbud om at gå ind i XL Byg eller træde ud af indkøbsforeningen Ditas, der skifter navn til XL Byg. Det har gjort, at vi har brugt en del ressourcer i løbet af efteråret på at gøre os klar til at stå uden for en indkøbsforening,« siger Mogens Pedersen, adm. direktør i Davidsens Tømmerhandel.
Ifølge Mogens Pedersen var vurderingen, at Davidsens Tømmerhandel ikke ville blive styrket af at blive en del af XL Byg, men virksomheden ville gerne have været en del af indkøbsforeningen. Han ser dog fortrøstningsfuldt på fremtiden, selv om tømmerhandelen nu står alene med sine indkøb:
»Vi er heldigvis blevet rimelig store, så vi kan gå ud og forhandle fornuftige priser på plads selv.«
Davidsens Tømmerhandels exit fra indkøbssamarbejdet har påvirket året.
»Det har sat nogle andre ting på standby. 2015 har været et år, da vi skulle have det hele på plads,« siger Mogens Pedersen.
Det er også en af grundene til, at væksten i det netop offentliggjorte regnskab for det forskudte regnskabsår 2014/15 ikke har været så stor. Omsætningen steg med 52 mio. kr. og landede på godt 1,5 mia. kr. i 2014/15.
»Regnskabet svarer til, hvad vi havde forventet. Der er gået et år, og vi lige skulle have nogle ting på plads, efter at vi havde købt ret meget op og havde stor vækst forrige år,« siger Mogens Pedersen.
Vækstdagsordenen er dog ikke sat på standby.
»Vi åbnede en forretning i Kolding i september, og vi vil udvide en eksisterende forretning i Odense. Derudover har vi købt en ejendom til en tømmerhandel i Tønder, så vi har planer om at vækste yderligere. Vi stopper heller ikke med at kigge efter opkøb,« siger direktøren, som forventer øget aktivitet og en højere indtjening til næste år:
»Det er ikke nødvendigvis noget, der kommer af sig selv, fordi markedet stiger. Vi skal ud og hente markedsandele. Konkurrencen er stadig hård. Der er overkapacitet i trælastbranchen, så man får ikke noget forærende.«
Regnskabstal for Davidsens Tømmerhandel de seneste fem år:
| I mio. kr. | 2014/15 | 2013/14 | 2012/13 | 2011/12 | 2010/11 |
|---|---|---|---|---|---|
| Nettoomsætning | 1.525 | 1.472,9 | 1.065,6 | 1.018,2 | 965,1 |
| Primært driftsresultat | 39,2 | 35,8 | 23,5 | 21,2 | 20,2 |
| Resultat efter skat | 24,2 | 22,3 | 13,9 | 10,8 | 10,5 |
| Egenkapital | 198,7 | 173,6 | 148,4 | 135,3 | 123,6 |
| Overskudsgrad i pct. | 2,6 | 2,4 | 2,2 | 2,1 | 2,1 |
| Antal medarbejdere | 673 | 612 | 460 | 411 | 384 |

