Advokater vil score over 50 mio. på Pihl-krak
Kuratorerne i konkursboet efter Pihl & Søn har indtil videre brugt over 22.000 advokattimer på entreprenørgigantens konkurs, og den samlede kuratorregning anslås at overstige 50 mio. kr.
Indtil videre løber advokatregningen for at rydde op i konkursboet efter entreprenørgiganten Pihl & Søn op i 26,5 mio. kr.
Det tal vil ifølge Henrik Steen Jensen, en af i alt tre kuratorer, stige væsentligt, fordi der stadig ligger meget arbejde og venter.
»De 26,5 mio. kr. er under halvdelen. De voldgiftssager, vi er involveret i, har kostet rigtig mange penge. Derfor er tallet så højt,« siger Henrik Steen Jensen, som er partner i Holst Advokater.
En samlet opgørelse baseret på kuratorernes statusrapporter viser, at kuratorerne samlet har brugt over 22.000 timer på konkursen. Alle aflagte arbejdstimer er endnu ikke afregnet, og derfor er de ikke alle omfattet af det foreløbige kuratorhonorar på 26,5 mio. kr., som Skifterretten godkendt.
Entreprenørkonkurser er ifølge Henrik Steen Jensen generelt meget tidskrævende, men Pihl & Søn-konkursen kræver mere end normalt.
»Dér, hvor Pihl & Søn adskiller sig, er de tunge voldgiftssager. Det er ikke så mange konkursboer, der har voldgiftssager kørende for flere 100 mio. kr.,« siger han og tilføjer, at det derudover heller ikke er hver dag, at en entreprenør af den størrelse går konkurs. Det betyder, at der er mange flere ting, man skal forholde sig til, forklarer han.
En af de voldgiftssager, som har kostet mange penge, er den såkaldte Trinidad-sag. Sagen kører i London og udspringer af en tvist mellem Pihl & Søn og den tyske entreprenørvirksomhed, som Pihl & Søn var underentreprenør for på byggeriet af et kraftværk på den caribiske ø Trinidad.
Henrik Steen Jensen føler sig overbevist om, at kuratorerne vinder Trinidad-sagen, som ifølge kuratoren sammen med voldgiftssagen omkring Hotel D'Angleterre udgør to store sager, som kommer til at få en afgørende betydning for, hvor mange penge konkursboet ender med at have til kreditorerne.
Konkursboet kræver 200 mio. kr. af D'Angleterre for et påstået udestående efter et omfattende renoveringsarbejde, som Pihl & Søn udførte. Flere penge er der mildt sagt brug for, hvis det økonomiske hul i konkursboet skal lukkes bare en lille smule. Kuratorernes opgørelse af værdierne ligger pt. på 194,7 mio. kr., mens de samlede krav udgør 5,7 mia. kr.
