Fortsæt til indhold

Tyggegummi-kongen har sagt endeligt farvel

Efter 44 år har Holger Bagger-Sørensen overdraget den sidste rest af familieselskabet.

Erhverv

Den danske tyggegummikoncern Bagger-Sørensen & Co., der før hed Dandy, har nu endegyldigt gennemført det generationsskifte, der blev sat i gang for år tilbage.

Holger Bagger-Sørensen, hvis farfar stiftede virksomheden i 1915, er trådt ud af bestyrelsen og har overladt formandsposten til den ene af sine to sønner, Steen Bagger-Sørensen. Det fremgår af en ny registrering i CVR-registret.

Således har Holger Bagger-Sørensen, der i sin hjemby Vejle går under navnet "Tyggegummi-kongen", sluppet den sidste rest af familieforetagendet til sønnerne, Steen Bagger-Sørensen og Claus Bagger-Sørensen, der er fjerde generation i koncernen.

I slutningen af 2012 forlod han formandsposten i både Gumlink A/S, Bagger-Sørensen Invest, Fertin Pharma A/S og Vecata Invest, der alle hører under moderselskabet.

Dragémester Otts Steinbrecher ved de første gryder i Vejle Caramel og Tabletfabrik.

Bagger-Sørensen & Co. producerer tyggegummi og har hovedsæde i Vejle. Op gennem 1970’erne og 1980’erne voksede selskabet sig større og større, men kunne til sidst ikke klare sig i konkurrencen med store, globale aktører.

I 2002 solgte familien hovedparten af virksomheden til britiske Cadbury Schweppes for cirka 2,3 mia. kr. (2002-kroner).

Briterne købte varemærke-forretningen med Dandy, Stimorol og V6, mens Bagger-Sørensen beholdt fabrikken i Vejle med B2B-produktion og Fertin, som man havde købt i 1978, og som producerer medicinsk tyggegummi.

Salget gjorde Bagger-Sørensen-familien til milliardærer.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.
Artiklens emner
Bagger-Sørensen
Holger Bagger-Sørensen