Den endelige regning for kæmpekrak kommer måske aldrig for dagen
Kurator anslår, at mindst halvdelen af det i alt 5,7 mia. kr. store krav mod Pihl & Søns konkursbo kan skæres væk. Men måske finder man aldrig ud af præcist, hvor stort det røde tal i konkursboet er.
5,7 mia. kr. Så mange penge kræver kreditorerne af Pihl & Søns konkursbo, men det økonomiske hul er sandsynligvis langt mindre. Det er dog ikke sikkert, at kuratorerne, der rydder op i konkursboet, nogensinde kommer frem til, hvor stort hullet egentlig er.
»Vi finder aldrig ud af det, hvis der ikke bliver dækning til andre end lønmodtagerne. Vi skal ikke bruge tid på at finde ud af, hvor store kravene er, hvis ikke der er dækning til dem. Det ville være brødløst forstået på den måde, at det ikke ville have nogen betydning,« siger Henrik Steen Jensen, som er partner i Holst Advokater og en af i alt tre kuratorer i konkursboet efter Pihl & Søn.
Der skal altså være fuld dækning til lønmodtagerne, som kommer i første række, før kuratorerne vil gå i gang med at gennemgå den store bunke af såkaldte simple krav.
De simple krav udgør 5,2 mia. kr., mens de såkaldte privilegerede krav, som indeholder lønmodtager-kravene, lyder på 174,6 mio. kr. Konkursboet har pt. samlede værdier for 194,7 mio. kr. ifølge kuratorernes opgørelse, men af den sum skal bl.a. boomkostninger betales.
Selv om kuratorerne endnu ikke har gennemgået alle krav, anslår Henrik Steen Jensen, at det reelle, samlede krav ligger et sted mellem 1,5-2,5 mia. kr.
Det skyldes bl.a., at kuratorerne forventer at vinde en retssag.
»Der ligger et potentielt krav i USA, som i sig selv er på 1,2 mia. kr., og som vi ikke tror bliver aktuelt,« siger Henrik Steen Jensen.
Sagen drejer sig om erstatning på baggrund af arbejde udført på Thulebasen i Grønland i perioden 1963-1970. Konkursboet valgte at træde ind i retssagen, da Pihl & Søn gik konkurs.
Ifølge kuratoren varer det noget tid endnu, inden der er afgørelse i sagen, hvis udfald kan nedbringe den samlede masse af krav markant.
En anden grund til, at det reelle krav formentlig er markant mindre, er ifølge Henrik Steen Jensen, at kreditorerne anmelder sine fulde, mulige krav. F.eks. har kreditorer, der har udstedt garantier, anmeldt de oprindelige størrelser af garantierne.
»Men det er ikke sikkert, at de garantier bliver aktuelle, og så kan man ikke anmelde det,« forklarer han.
